Brand blev hurtigt slukket på krydstogtskib i Rønne
En brand på et krydstogtskib i Rønne Havn blev mandag morgen hurtigt slukket, og alle har det godt.
En brand på et krydstogtskib i Rønne Havn blev mandag morgen hurtigt slukket, og alle har det godt.
320 passagerer på krydstogtskibet MS Amadea, der ligger i Rønne Havn, blev mandag morgen evakueret fra et dæk til et andet på grund af en brand.
Det skriver Bornholms Politi i en meddelelse på Politi Update.
Branden opstod i et linneddepot, og politiet fik anmeldelsen klokken 07.21. Ti minutter senere var branden slukket.
- Alle har det godt. Vi undersøger nu årsagen til branden nærmere, skriver politiet.
Både politi, brandvæsen og Beredskabsstyrelsen var mandag morgen til stede ved Krydstogtskajen i Rønne, hvor skibet ligger.
I første omgang oplyste politiet, at passagererne var blevet evakueret "fra skibet", men lidt senere lyder det, at de retteligt blev evakueret fra et dæk til et andet om bord på skibet.
Politiet kan umiddelbart ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
RITZAU