Efter flere års efterforskning har anklagemyndigheden rejst tiltale mod den tidligere direktør i Hummel Søren Schriver.

Han mistænkes for økonomisk kriminalitet.

Det skriver Ekstra Bladet og erhvervsmediet Inside Business.

Søren Schriver bekræfter i en skriftlig kommentar, der er offentliggjort på hans LinkedIn-profil, at der er rejst tiltale mod ham.

Her fortæller han, at han er »overrasket« over, at der er rejst tiltale.

»Jeg har sammen med min advokat drøftet denne sag meget grundigt igennem, og vi har begge mere end svært ved at se, hvor der skulle være sket lovovertrædelser, ligesom det står meget uklart i tiltalen, hvad mit motiv skulle være,« skriver Søren Schriver.

Søren Schriver blev bortvist fra Hummel i 2017 og meldt til politiet for svindel.

Det er Østjyllands Politi, der har stået for efterforskningen.

Ifølge Søren Schriver handler tiltalen om kriminelle forhold, der sættes i forbindelse med en fødselsdagsreception, en ejendomssag i Tyrkiet, og et samarbejde mellem Schriver og Hummels direktør i Tyrkiet.

Søren Schriver nægter sig skyldig.

/ritzau/