Den betjent, der blev såret i fredagens skudveksling i Nørresundby, blev trukket blødende ind i sin politibil og kørt afsted af en civil borger for at få lægehjælp.

Borgeren, der hedder Alexander Steffensen, fortæller TV2 Nord, at han var på vej ud for at hente sin kammerat ved Virkelyst i Nørresundby, da han overværede episoden.

Faktisk var det ham, der ringede 112, da han kunne se, at der var kraftig brand på et autoværksted.

Derefter så han gerningsmanden skyde og dræbe en 62-årig civil mand, fortæller han.

Kort tid efter ankom betjenten, der end ikke nåede ud af sin bil, før han blev skudt i benet og i torsoen.

- Han bliver skudt gennem bildøren, og jeg går hen til ham og får ydet den førstehjælp, jeg nu kan. Jeg får flyttet ham og sætter mig ind på førersædet, og så kører jeg i så høj fart, jeg kan, siger Alexander Steffensen til TV2 Nord.

Alexander Steffensen overtog altså politibilen fra politimanden og kørte afsted med ham for at skaffe hjælp.

Da Virkelyst er en blind vej, måtte han køre forbi gerningsmanden for at komme væk fra området. Der blev affyret en lang række skud imens, siger Alexander Steffensen til TV2 Nord.

Derefter bad betjenten Alexander Steffensen om at kalde over radioen. Inde i Nørresundby mødte de en lægebil, der overtog behandlingen af betjenten.

Alexander Steffensen fortæller, at han efter episoden er "ramt i stor stil", men at han får den nødvendige hjælp fra de rette fagpersoner.

Det seneste, politiet har meldt ud om betjenten, er, at han er i alvorlig, men stabil tilstand. Han er desuden blevet opereret.

En 48-årig mand har erkendt drabet på en 62-årig mand under episoden, der skete fredag eftermiddag.

Ud over betjenten blev gerningsmanden selv såret. Han mødte dog op i retten lørdag under et grundlovsforhør, hvor han tilstod de faktiske omstændigheder, men nægtede, at han havde haft til hensigt at dræbe.

Han sagde, at han var "træt af det hele", rapporterede medier, der var til stede.

Foreløbig er han varetægtsfængslet frem til 14. august.

RITZAU