Bond, bold og Beethoven: Her er sporten og kulturen, vi kommer til at tale om i 2020

Det moderne Danmarks runde fødselsdag, klodens største koncert i 35 år, olympisk hedeslag samt boldfest og udsigt til knytnæver i Københavns gader. Her er Danmarks og verdens største sports- og kulturevents i 2020.

Også i 2020 ventes de højere magter – eller hvem der nu styrer den slags – at holde hånden over kloden og sikre jubel og folkefest. FERNANDO MAIA/RIOTUR HANDOUT

Bertel

Bertel Thorvaldsen, selvportræt. Anne Bæk

I 2020 er det 250 år siden, at en kunstnerisk superstjerne kom til verden i fattige kår i København. Hans navn var Bertel Thorvaldsen, og allerede som ung mand udviste han et enormt talent som skabende kunstner. Hans møde med verdensbyen Rom i 1797 beseglede hans skæbne, og med tiden blev han en af det 19. århundredes største billedhuggere. Hvis ikke den allerstørste.

I det kommende år vil han vil blive fejret i både ind- og udland, herunder i München med udstillingen »Thorvaldsen & Ludwig«, der har fokus på den danske kunstners nære forhold til den forfængelige, men også stærkt kunstinteresserede bayerske kronprins Ludwig. Og mon ikke billedhuggerens eget smukke museum i København vil opleve en stærkt voksende publikumsinteresse?