Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Få overblikket her

Antallet af knivstikkerier i 2023 er allerede lige så højt som sidste års samlede antal skudepisoder. Få det fulde overblik her.

To mænd på henholdsvis 17 og 18 år er afgået ved døden, efter de mandag aften var involveret i et knivstikkeri på Skjeberg Allé i Taastrup.

Politiet oplyser, at alt tyder på, at der er tale om et internt opgør.

Men en hændelse kommer sjældent alene, og bare i København og omegn har der siden 23. december 2023 været 17 knivstikkerier.

Få overblikket over sagerne i bunden af artiklen.

Kniv frem for skydevåben

Banderelaterede opgør har i lang tid været forbundet med skududvekslinger, men National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) oplyser til Berlingske, at de har observeret en stigning i brugen af kniv.

Samtidig viser tal fra NSK, at der er et fald i antallet af skudepisoder.

For mens der var 49 skudepisoder i 2020, så registrerede politiet kun 18 skudepisoder sidste år.

Både faldet og stigningen kan meget muligt tilskrives de bandepakker, som tidligere regeringer har indført i henholdsvis 2009, 2013 og 2017.

Især skærpelsen af straffelovens paragraf 81 a, der omfatter blandt andet dobbeltstraffe på anskaffelse og brug af skydevåben i forbindelse med bandekonflikter, har haft effekt, vurderer Justitsministeriet i et serviceeftersyn fra 2022.

Hårdere straf for brug af kniv

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) sagde til Berlingske i februar, at den seneste tids stigning i knivstikkerier kalder på handling:

»Det bekræfter mig i, at strafskærpelser for besiddelse af knive, hvis man er en del af en kriminel gruppering, skal med i vores kommende udspil på bandeområdet.«

Helt konkret peger Peter Hummelgaard på, at brugen af kniv i forbindelse med bandekonflikter skal straffes dobbelt så hårdt.

Af det politiske grundlag for SVM-regeringen fremgår det, at regeringen ønsker at fremlægge en ny bandepakke, hvor kriminelle skal kunne idømmes strengere straffe.

Et udspil forventes at blive præsenteres i løbet af foråret.

Politiet har flere gange oprettet visitationszoner på dele af Nørrebro og i Nordvest-området i København. Den nuværende zone udløber onsdag, hvor politiet skal tage stilling til, om den skal forlænges.

De to unge mænd, der i går afgik ved døden i Taastrup er begge fra lokalområdet, mens en tredje såret ung mand er fra Albertslund.

Politiet opfordrer alle vidner, der har gjort sig iagttagelser på stedet til at henvende sig. Det kan både være ved Skjeberg Allé eller i området ved det nærliggende center City2.

Få overblikket over sagerne her:

23. december: En 30-årig mand blev stukket ned på Peder Lykkes Vej på Amager. I forbindelse med overfaldet blev en 20-årig mand anholdt. Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Ifølge Københavns Politi har episoden med sikkerhed ikke noget med de øvrige episoder at gøre.

24. december: To teenagere på henholdsvis 16 og 19 år blev stukket ned på hjørnet af Tomsgårdsvej og Dortheavej på Nørrebro. Politiet har anholdt to mænd for overfaldet på den 19-årige. De to ofre blev opereret for deres skader.

26. december: To episoder med knivoverfald med få timers mellemrum. Først blev en ung mand stukket ned på Bangertsgade på Nørrebro. Senere samme aften blev en ung mand stukket ned på Godthåbsvej på Frederiksberg. To unge mænd blev anholdt i forbindelse med knivoverfaldet på Godthåbsvej.

27. december: To unge mænd på henholdsvis 20 og 21 år blev stukket ned på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade på Nørrebro. Begge mænd blev indlagt på hospitalet og er stabile og uden for livsfare. Ingen er anholdt i sagen. Derudover henvendte en ung mand sig ifølge politiet på skadestuen med et dybt knivstik. Han vil ikke sige, hvor han var blevet stukket ned, men det formodes at være sket på Nørrebro.

29. december: Politiet indførte visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest-kvarteret i København frem til 5. januar.

2. januar: Om aftenen blev to personer stukket med kniv på åben gade ved H.C. Ørsteds Vej og Åboulevard i København. En af de forurettede blev kørt til traumecentret på Rigshospitalet. Begge blev erklæret uden for livsfare. Der er ikke anholdte i sagen, mens politiet ikke kan give noget signalement af eventuelle efterlyste. Gerningsmanden stak af ad Worsaaesvej.

4. januar: I Moselgade på Amager blev en politibetjent fra Københavns Politi såret af knivstik. I forbindelse med episoden blev en person skudt og dræbt af politiet. Den sårede betjent blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, mens sagen blev overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

5. Januar: Politiet valgte at forlænge visitationszonen frem til 19. januar.

5. januar: En 32-årig mand blev stukket ned med kniv på Jyllingevej Station i Vanløse. En eller flere gerningsmænd stak af fra stedet, men tre personer, to mænd og en kvinde, blev efterfølgende anholdt og sigtet for drabsforsøg. Senere blev en af de anholdte varetægtsfængslet i fire uger for grov vold, mens de to andre blev løsladt. Den forurettede blev også sigtet for grov vold og varetægtsfængslet i fire uger. Alle fire er polske statsborgere, oplyste Københavns Politi, der vurderede, at sagen »umiddelbart« ikke hænger sammen med den seneste tids knivstikkerier.

9. januar: På Nørrebrogade blev en 19-årig mand stukket med kniv. En 17-årig mand blev anholdt og sigtet for grov vold. I retten blev han varetægtsfængslet i 27 dage.

17. januar: En 33-årig mand kom alvorlig til skade som følge af et knivstikkeri foran Netto på Jorisvej på Amager. Politiet har siden udsendt en eftersøgning af den formodede gerningsmand med navn og billede. Han er mistænkt for drabsforsøg.

17. januar: Politiet ophævede visitationszonen på dele af Nørrebro og i Nordvest-kvarteret.

27. januar: To knivstikkerier i København med under en times mellemrum. Først bliver to mænd på henholdsvis 21 og 23 år stukket ned i et supermarked på Nørrebrogade. En af de forudrettede, den 21-årige, var alvorlig tilskadekommen. Politiet efterforsker stadig sagen.

Senere fandt et knivstikkeri sted på Adelgade nær Gothersgade i Indre By. En mand ramt af knivstik, men tilstand ikke kritisk. Politiet anholdte den formodede gerningsmand på stedet, mens endnu en person blev anholdt tre dage efter. Politiet vurderede ikke, at de to sager har relation til hinanden, men »der efterforskes bredt«.

4. februar: På Sigurdsgade på ydre Nørrebro bliver en 17-årig mand stukket flere gange af to maskerede mænd. Politiet leder fortsat efter de to sortklædte mænd, som overvågningsbilleder og vidneudsagn fortæller, var gerningsmændene.

5. februar: Endnu en 17-årig mand bliver stukket med kniv ved Buskager i Vanløse. Offeret, der i forvejen var kendt af politiet, blev bragt til hospitalet med svære skader. På daværende tidspunkt havde politiet ikke en gerningsmand i sigte, men gik ud fra, at der kun stod en enkelt person bag knivstikkeriet.

6. februar: På Jægersborggade på Nørrebro blev en 21-årig mand ramt af skud. Den forurettede blev bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand. Berlingske kunne dengang fortælle, at politiet efterforskede skudepisode som en mulig »gengældelse« for de seneste tids knivstikkerier. På baggrund af vidneudsagn kunne politiet fortælle, at der var tale om to gerningsmænd. Ingen er endnu anholdt.

8. februar: Politiet indførte igen visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest. Visitationszonen gælder til 22. Februar.

22. februar: Visitationszonen forlænges frem til 8. marts.

6. marts: To mænd på henholdsvis 17 og 18 år er afgået ved døden efter et knivstikkeri i Taastrup. En tredje blev også stukket med kniv. Politiet oplyser, at alt tyder på, at der er tale om en intern opgørelse, men vil ikke kommentere på, om der er nogle anholdte i sagen.