På et hjørne på Louisevej i Roskilde ligger der blomster. Ved siden af er et buskads blevet klippet delvist ned.

Det er politiets efterforskere, som har ledt efter spor, der har klippet i grenene.

Stedet, som ligger klos op ad den solbeskinnede Folkeparken, hvor motionsløbere og andre besøgende nyder lørdagssolen, er et gerningssted, hvor en 16-årig elev fra Himmelev Gymnasium fredag eftermiddag blev stukket ned.

Drengen blev fløjet til Rigshospitalet til behandling, men afgik ved døden.

På den anden side af den lille blinde Louisevej i forhold til hjørnet, hvor drabet skete, ligger nogle store oversavede træstammer. På en af dem ligger også en buket. Lidt længere væk ligger en tom vinflaske og et knust glas.

Angiveligt er det spor af den festlige komsammen, som Folkeparken fredag eftermiddag dannede ramme om.

Gymnasieelever fra hele byen var samlet for at fejre skolestarten.

Nogle kilometer derfra på Himmelev Gymnasium i udkanten af den midtsjællandske domkirkeby er flaget lørdag formiddag på halv stang.

Der er ingen folk i området uden for skolen, men der holder en patruljevogn fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Der holder også en bil fra Roskilde Kommune, og gymnasiet har også meddelt, at elever og ansatte på skolen tilbydes krisehjælp.

Midt- og Vestsjællands Politi har meldt ud, at en 16-årig dreng er anholdt i sagen.

Efterforskningsleder Michael Sehested har til Ritzau fortalt, at drengene havde en konflikt forud for, at de mødte hinanden til festen.

Den 16-årige fremstilles lørdag klokken 12 i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Han er sigtet efter straffelovens bestemmelse om manddrab, har Midt- og Vestsjællands Politi fortalt.

Det er ikke oplyst, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

RITZAU