Bjarne Petersens hustru nægtede at underskrive PET-blanket. Nu står han til fyring efter 37 år i politiet

Politibetjent Bjarne Petersen er blevet indstillet til fyring, fordi hans kone ikke vil give samtykke til, at PET må gå hende efter i sømmene. Baggrunden er, at alle ansatte i politiet nu skal sikkerhedsgodkendes til et højere niveau, hvilket ifølge Rigspolitiet kræver, at også pårørende bliver gransket af PET.

Bjarne Petersen har været ansat i politiet i 37 år, men er nu blevet indstillet til fyring, fordi hans hustru ikke vil underskrive den blanket, som Rigspolitiet har bedt hende om at underskrive. Bo Amstrup

I 37 år har Bjarne Petersen været politibetjent. I sidste uge, da han var på vej på skydebanen, blev han kaldt ind på chefens kontor. Ikke for at tale om Bjarne Petersen, men for at tale om Bjarne Petersens hustru.

Dagen efter modtog Bjarne Petersen besked om, at han var indstillet til afskedigelse. Årsagen var, at Bjarne Petersens kone ikke vil skrive under på en blanket, som samtlige betjente og politiansatte har fået tilsendt.