På et hegn mellem en togstation og en tidligere skolebygning i Gilleleje er der blevet spraymalet en davidsstjerne og et hagekors. Med lighedstegn imellem de to symboler.

Et andet sted på hegnet står der, at »Hamas R Freedom Fighters« – at terrororganisationen Hamas er frihedskæmpere.

Graffitien er det seneste eksempel på, at konflikten mellem Israel og Hamas bliver importeret til Danmark, og at danske jøder igen – 78 år efter befrielsen – kan møde hagekorset i det offentlige rum.

Billederne af graffitien er blevet delt på Twitter søndag af blandt andre den danske journalist Jotam Confino.

Berlingske har været i kontakt med en kvinde, som oplyser, at hun sammen i selskab med en ven har taget billederne om eftermiddagen søndag 4. februar. Hun ønsker ikke stå frem med navn, men har delt i alt tre billeder fra togstationen Gilleleje Øst.

Kvinden oplyser, at hun har anmeldt graffitien til kommunen.

Gribskov Kommune oplyser til Berlingske, at man har »opdaget« graffitien og har været dialog med Lokaltog, som står for togdrift i Gilleleje og andre steder på Sjælland.

Det er uvist, hvem der har malet graffitien i Gilleleje.


 Blåt hagekors og blå davidsstjerne på Gilleleje Øst Station.
Blåt hagekors og blå davidsstjerne på Gilleleje Øst Station. Privat

Det er ikke første gang, at danske jøder har kunnet se hagekors i Danmark, efter krigen mellem Hamas og Israel udviklede sig til et nyt niveau.

I oktober fortalte gymnasielæreren Philip Blüdnikow i radioprogrammet »Blåt Bælte« på 24Syv, at hans jødiske kæreste havde oplevet, at nogen havde skrevet ordene »fucking dø« ledsaget af et hagekors på hendes dør.

På Københavns Universitet kunne jurastuderende i november på whiteboardet i forelæsningslokalet se det meste af et hagekors.

»Jeg blev både vred og rigtig ked af det, fordi det er så hadefuldt. For mig er et hagekors en direkte hyldest til dem, som har udryddet størstedelen af min familie,« sagde en kvindelig jødisk studerende til TV 2.

En undersøgelse foretaget af Det Jødiske Samfund viste i november sidste år, at de havde modtaget 80 indberetninger om antisemitiske hændelser i Danmark siden Hamas’ angreb 7. oktober.

Opdatering 6. februar klokken otte: Tidligere fremgik det af denne artikels indledning, at hagekorset var malet på et hegn mellem en togstation og en skole. Det er ikke korrekt. Der er tale om en tidligere skolebygning.