Billede af dansk coronapartybus går verden rundt
Glostrups påfund med en partybus til coronatest nævnes i medier flere steder i udlandet. Ideen har vakt opsigt for at tilbyde borgere en nem adgang til at blive testet for coronavirus.

Glostrups påfund med en partybus til coronatest nævnes i medier flere steder i udlandet. Ideen har vakt opsigt for at tilbyde borgere en nem adgang til at blive testet for coronavirus.

Et løjerligt påfund fra Glostrup går verden rundt.
En partybus – der som regel gør sig bemærket med hård bas og lige så hård druk – turnerer i udenlandske medier i coronavirussens navn. Men ikke for den forargelse, man måske skulle tro, for der er ingen brud på restriktionerne involveret.
Glostrup Kommune inviterede i begyndelsen af februar borgere til at få en coronatest, og det kunne ske i en partybus, hvor man i stedet for søde drinks kunne blive podet til musik og diskolys.
Brasilien, England, Belgien, Luxembourg og Frankrig har bragt historierne om partypodebussen.
Ideen med festbussen er at køre rundt til virksomheder og teste på udvalgte steder, og den er indrettet i et samarbejde mellem TestCenter Danmark og Region Hovedstaden. Den har holdt uden for flere virksomheder, hvor muligheden for en test dermed kommer lige inden for rækkevidde.
»Vi skal teste en masse medarbejdere, og på den her måde kan vi komme til medarbejderne,« sagde borgmester John Engelhardt (V) til TV 2 Lorry i begyndelsen af februar.
Bussen er lejet af et privat firma, som ifølge TV 2 Lorry har været hårdt ramt af coronarestriktionerne. Hensigten har været en mere aggressiv teststrategi i kommunen, der ligger relativt højt på listen over smitte i landet.
Glostrup har fredag en incidens på 82,3 smittede pr. 100.000 indbyggere og 19 smittetilfælde de seneste syv dage.
Bussen har blandt andet holdt uden for en daginstitution.
»Vi har haft en diskussion, om folk må blive testet i arbejdstiden eller ej. Det er en dum diskussion i en situation, hvor det bare drejer sig om at få testet så mange som muligt. Børnene er lige derinde og skal passes, pædagogerne kan godt gå ud i rækkefølge og alligevel få hverdagen til at hænge sammen,« sagde John Engelhardt 3. februar til lokalmediet Folkebladet.