Bil på estiske plader bragede ind i hus i Solrød
Ejeren af en villa i Solrød blev vækket af et brag natten til søndag, da en bil var endt halvt inde i huset.

Ejeren af en villa i Solrød blev vækket af et brag natten til søndag, da en bil var endt halvt inde i huset.

Føreren af en bil med estiske nummerplader er stukket af, efter at vedkommende i sin bil natten til søndag bragede ind i en landejendom i Solrød.
Det siger husets ejer til Ekstra Bladet.
- Jeg hører et kæmpe brag i køkkenet. Jeg troede, det var et eller andet, der faldt ned. Så stormede jeg ind i stuen og så en bil, der stak næsten halvt ind i huset, siger ejeren af ejendommen til Ekstra Bladet.
Vedkommende ønsker at være anonym, skriver mediet.
Det er uvist, hvad der gik forud for påkørslen.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der har været et færdselsuheld på adressen, der ligger i Solrød Landsby.
Sagen er blevet meldt til politiet af husets ejer.
Der er alene meldinger om materiel skade. Skadeservice har ryddet op og fjernet adskillige murbrokker fra husets køkken, fortæller ejeren.
Plader er sat på for at holde kulden ude.
RITZAU