Betjente undlod besked til vagtcentral: Stofmisbruger skulle bare væk
46-årig stofmisbruger på Vesterbro i København blev fjernet af politiet. Kort efter blev han kørt ihjel.
46-årig stofmisbruger på Vesterbro i København blev fjernet af politiet. Kort efter blev han kørt ihjel.
To betjente i en politipatrulje gav ikke vagtcentralen besked om, at de for mere end fire år siden lagde en stofmisbruger i håndjern, frihedsberøvede ham og kørte ham væk fra stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København.
Det kommer frem under en straffesag i Københavns Byret torsdag.
Betjentene er tiltalt for magtmisbrug og for at have løjet om, hvad de foretog sig tidligt om morgenen 3. januar 2022. De nægter sig skyldige.
Den 46-årige mand, de kørte væk med, blev sat af på Amager nær motorvejen. Her blev han kort efter kørt ihjel af en lastvogn.
På H17 havde manden skabt uro og generet andre brugere.
Straffesagen er opstået på baggrund af en storstilet efterforskning mod en lille gruppe betjente i Københavns Politi, som oprindeligt var mistænkt for at stjæle penge og narkotika.
Gruppen skulle på Snapchat kalde sig WOTC - efter en amerikansk tv-serie med titlen "We Own This City".
Men sagen skrumpede gevaldigt ind, da anklagemyndigheden tidligt i år vurderede efterforskningen.
At de to betjente er tiltalt i forbindelse med deres håndtering af den hjemløse stofmisbruger, skyldes blandt andet snak opsnappet på aflytninger.
I torsdagens retsmøde hæfter specialanklager Robert Rafn sig ved, at betjentene ikke orienterede vagtcentralen i Københavns Politi om, at de frihedsberøvede den 46-årige.
"Vi bortviser lige", lød patruljens melding over radioen. Vagtcentralen fik ikke besked om indgrebet, og at betjentene kørte ham væk fra stofindtagelsesrummet.
Hvorfor gav I ikke besked om anholdelsen og den senere løsladelse?
- Det kan jeg ikke svare på, siger den ene tiltalte.
Den anden supplerer med, at man ikke fortæller alt til vagtcentralen, og at oplysningen om frihedsberøvelsen fremgik af hans senere skriftlige rapport.
Betjentene har forklaret, at de satte stofmisbrugeren af ved et busstoppested på Vejlands Allé på Amager. Hvorfor lige dér, vil anklageren vide.
- Der er ikke så mange tanker bag. Han skulle bare væk fra det område, lyder svaret fra den 30-årige mand.
Kollegaen på 37 år fortæller i retten, at stofmisbrugeren var faldet til ro og derfor blev sat af ved busstoppestedet.
- Jeg synes, det var et egnet sted, siger han, der ikke kan uddybe det.
Politiets såkaldte flådestyringssystem baseret på gps viser ifølge anklageren, at afsættelsen i realiteten skete på et øde sted, ved et skyttecenter på Selinevej. Dette løj de om, hævdes det.
Nogle timer efter den dødelige påkørsel skrev den ene betjent i en rapport, at den 46-årige var i stand til at tage vare på sig selv, da han blev sat af klokken 04.15. Han blev skønnet rolig - og kun "lettere påvirket" af stoffer.
Ifølge anklagemyndigheden var manden tværtimod kraftigt påvirket af alkohol og stoffer.
Sagen fortsætter i september.
RITZAU