Næsten ti måneder efter et hjemmerøveri i en ældrebolig er en mand blevet varetægtsfængslet i sagen.

Det var en årvågen betjent, der lørdag i sin fritid fik øje på en mand og genkendte ham fra billederne i sagen. Hun kontaktede derfor sine kolleger, der var på arbejde, som kunne anholde manden.

Der er tale om en 55-årig rumænsk statsborger, og søndag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for et hjemmerøveri, et forsøg på hjemmerøveri samt to tricktyverier.

Han har ifølge specialanklager Sofie-Amalie Brandi fra Københavns Politi udset sig ældre mennesker, og så har han forsøgt at forvirre dem eller på anden måde aflede deres opmærksomhed for herefter at tage værdier fra dem.

I sagen fra ældreboligen er der tale om en episode ved Guldbergs Have på Nørrebro i København tirsdag den 4. november sidste år. Gerningsmanden cyklede rundt på en mørkegrøn damecykel i området, da han fik øje på en ældre mand på el-scooter.

Da den ældre mand kom ind i sin lejlighed, ringede gerningsmanden på døren. Den ældre mand åbnede og blev så skubbet i brystet og fastholdt af gerningsmanden, som fratog ham hans pung med et større kontantbeløb i.

Forløbet er beskrevet i en efterlysning, som Københavns Politi udsendte i februar i år med billeder og en beskrivelse af den formodede gerningsmand.

Politikommissær Poul Hansen kaldte det dengang for en grov sag, hvor gerningsmanden tilsyneladende var gået specifikt efter en ældre person.

Han er også sigtet for et hjemmerøveriforsøg mod et ældre ægtepar.

Ifølge sigtelsen kom han på ukendt vis ind i parrets hjem og forsøgte at stjæle kvindens taske fra en rollator. Men den ældre kvinde kæmpede så meget imod, at gerningsmanden opgav sit forehavende og flygtede fra stedet.

Den rumænske mand, der ikke tidligere er dømt for kriminalitet i Danmark, er også sigtet for to tricktyverier. I alle tilfælde har mandens udbytte angiveligt været beskedent.

I søndagens retsmøde er den 55-årige rumæner blevet forevist overvågningsbilleder fra sagen, og i nogle tilfælde har han ikke afvist, at det var ham.

Men han kender intet til de strafbare forhold, sagde han ifølge specialanklageren. Derfor nægtede han sig også skyldig.

Retsmødet blev dog en varetægtsfængsling i tre en halv uge - frem til den 23. september. Dommeren har vurderet, at der er en risiko for, at manden på fri fod vil stikke af, og at han vil gentage den kriminalitet, han sigtes for.

Politiet vurderer, at der ikke har været medgerningsmænd til episoderne.

RITZAU