Beslaglagt el-løbehjul kunne køre 146 kilometer i timen
En 52-årig mand fik beslaglagt el-løbehjul efter al for høj fart i Aabenraa, oplyser politiet.

En 52-årig mand fik beslaglagt el-løbehjul efter al for høj fart i Aabenraa, oplyser politiet.

En politibetjent i Aabenraa stoppede mandag et el-løbehjul, der kunne køre hurtigere, end noget andet løbehjul, som tidligere er blevet beslaglagt af Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ifølge en pressemeddelelse fra politikredsen blev løbehjulet testet til at kunne køre 146 kilometer i timen.
Det var mandag omkring klokken 10.30 på Tinglevvej i Aabenraa, at færdselsbetjenten rettede sin opmærksomhed mod en mand på el-løbehjulet, der kørte langt hurtigere end de tilladte 20 kilometer i timen.
Betjenten satte efter løbehjulet og målte hastigheden i patruljebilen til at være omkring 80 kilometer i timen, inden han standsede den 52-årige mandlige fører af løbehjulet.
Herefter viste en kontrol af el-løbehjulet, at det trak på både for- og baghjul, vejede omkring 40 kilo og havde en ydelse på mere end 10.000 watt.
Speedometeret på løbehjulet viste ved friløb en hastighed på ikke mindre end 146 kilometer i timen. Friløb vil sige, at hastigheden måles ved at løfte for- og baghjul fra jorden.
Politiet har beslaglagt el-løbehjulet, og den 52-årige mand er blevet sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven.
RITZAU