Sophie Hæstorp Andersen (S) skal ikke længere være Københavns overborgmester.
I stedet er Socialdemokratiets plan, at hun skal bytte plads med Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Hæstorp får jobbet som social- og boligminister, mens Rosenkrantz-Theil går efter borgmesterposten i København.
Det er »en kabale med potentiale« for partiet, vurderer Kasper Krogh, som er chef for Berlingskes samfundsredaktion.
»Sophie Hæstorp Andersen blev aldrig nogen succes,« siger han.
»Hun blev aldrig nogen profil og billetsælger i hovedstaden.«
Hæstorp satte sig på posten og afløste Frank Jensen med kort varsel før et valg, efter at han røg på grund af en #metoo-sag.
»Men hun fik et svagt valg, og S blev overhalet af Enhedslisten som det største parti. Det var et voldsomt nederlag,« siger Kasper Krogh.
Som eksempel på Hæstorps problemer nævner han, at hun blev udspillet i budgetforhandlingerne, mødte intern kritik, og samtidig har partiets egne målinger vist, at man styrede mod endnu et skidt valg.
Brug for luftforandring
Og nu forsøger Socialdemokratiet altså at skifte ud på overborgmesterposten. Udskiftningen kræver dog, at Rosenkrantz-Theil bliver valgt ind af københavnerne.
»Der var i den grad brug for luftforandring i Socialdemokratiet, og det har man vidst i toppen af partiet, og nu giver regeringsrokaden mulighed for at kaste nye lodder ind i magtspillet i København,« siger Kasper Krogh.
Socialdemokratiets håb er ifølge Krogh, at Rosenkrantz-Theil kan give Socialdemokratiet mere kant over for Enhedslisten og SF, som suger kernevælgere i stort tal fra Socialdemokratiet.
»Med Pernille Rosenkrantz-Theil er der tale om en meget erfaren politiker med klar københavnerprofil, som er bredt kendt i offentligheden, og hun har tidligere været nævnt på rygtebørsen som en mulig afløser for Hæstorp,« lyder det fra samfundsredaktionschefen.
Pernille Rosenkrantz-Theil kommer som bekendt med en rød fortid fra Enhedslisten og er kendt for at ligge på venstrefløjen af Socialdemokratiet
»Det bliver givet også set som en mulighed i magtspillet i København,« siger Kasper Krogh.