Berlingske-redaktør: Advokatundersøgelse sætter fed streg under Frank Jensens opførsel

Berlingskes indlandsredaktør, Kasper Krogh, giver sin udlægning af advokatundersøgelsen af krænkelsessager med Frank Jensen i centrum.

I alt 12 episoder med uønsket og grænseoverskridende adfærd knytter sig til den tidligere københavnske overborgmester Frank Jensen i en ny advokatundersøgelse.

Flere sager om krænkelser gennem årenes løb var kendte, men nye er kommet til. Syv af sagerne stammer fra en meget omtalt julefrokost i 2011, hvor Frank Jensen blev anklaget for at have opført sig grænseoverskridende og nærgående over for flere kvinder. I advokatundersøgelsen er også beskrevet episoder fra 2010, 2014, 2018 og 2020.