Men ikke nok med det: I samarbejde med RokokoPosten vil Berlingske fremover bringe en aprilsnar hver eneste dag – året rundt.

Mange medier har de senere år afskaffet aprilsnarren af frygt for at blive beskyldt for fake news. Samtidig er grænserne for humor gradvist blevet indskrænket som følge af identitetspolitiske krav om, at vittigheder ikke må bekræfte stereotyper.

»Det gider vi simpelthen ikke ligge under for. Det hele kan også blive for politisk korrekt«, siger Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen.

»Vi tager nu kampen op for at bevare aprilsnarren i de danske publicistiske medier. Den er en truet art, og det er kritisk. Derfor genindfører vi i år, efter sidste års coronapause, aprilsnarren i Berlingske. Det vil ske fra 1. april i år,« siger han.

Chefredaktøren er opmærksom på, at initiativet i nogle læseres øjne kan forekomme utroværdigt, da Berlingske for fire år siden som årets aprilsnar skrev, at avisen ville afskaffe aprilsnarren på grund af fake news. Det faldt desværre tidsmæssigt sammen med, at flere andre medier rent faktisk afskaffede aprilsnarren af samme grund, hvilket betød, at flere medier troede på aprilsnarren og skrev artikler om den, som om den var sandhed. »Den mistanke må vi leve med. Det afgørende er, at vi nu gør det rigtige,« siger Tom Jensen.

Som en aktivistisk protest mod den politiske korrektheds opgør med humoren og populisternes evindelige råb om fake news har Berlingske i samarbejde med RokokoPosten ydermere besluttet, at det fremover skal være 1. april hver dag, hele året.

»Det er ren win-win. Vi på RokokoPosten har i mere end et årti hver dag udgivet en fiktiv nyhed. Det er simpelthen vores koncept. Samtidig har vi i snart nogle år haft en aftale med Berlingske om, at de hver dag bringer disse falske nyheder på bagsiden af avisens AOK-sektion – og online på  berlingske.dk. Nu står vi sammen op mod den omsiggribende politiske korrekthed. Det er et perfekt match,« siger medstifteren af RokokoPosten Mikkel Andersson, der også er chefredaktør på det borgerlige netmedie Kontrast.

Berlingske og RokokoPosten har derfor i fællesskab besluttet, at kampen for aprilsnarrens overlevelse skal føres der, hvor de i forvejen sammen hver dag udgiver en fiktiv nyhed. Den vil fremover helt uændret blive publiceret, men nu blot under titlen »Aprilsnarren«.

»Det kommer den til at hedde, uanset om det er april, januar eller november,« siger Berlingskes chefredaktør Tom Jensen.

RokokoPostens Mikkel Andersson tilføjer, at det er med stolthed, hans medie med dette nye initiativ kan medvirke til humorens bevarelse i en svær tid:

»Vi skal bare gøre præcis, som vi plejer. Men ved at kalde det »Aprilsnarren« i stedet for »RokokoPosten« får vi sendt en verbal lige højre direkte ind i synet på de woke, venstreekstreme, identitetspolitiske, totalitære feminister, der især hærger på landets universiteter. Sjældent har så lidt kunnet gøre en så stor forskel,« siger Mikkel Andersson.