Beredskabschef om fyrværkerizoner: »Som at skyde gråspurve med kanonskrald«

Politikere foreslår at begrænse fyrværkeri til særlige zoner. Men det er hverken muligt eller meningsfuldt, siger chef for Danske Beredskaber.

En gruppe unge har de seneste dage bekriget hinanden og uskyldige forbipasserende med fyrværkeri på Nørrebro. Balladen har fået blandt andre politikere fra Enhedslisten og de Radikale til at råbe »forbud« og ønske at begrænse affyring af fyrværkeri til særlige zoner.

Men sidstnævnte giver ikke mening og er heller ikke en reel mulighed, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef for Danske Beredskaber, som repræsenterer brandvæsnerne.