Nordjyllands Beredskab er onsdag eftermiddag rykket ud til en væltet grisetransport på Hurupvej i Thy.

Det skriver beredskabet på X.

Her forsøger man at befri de mere end 690 smågrise, som befinder sig i transporten, lyder det.

Det er umiddelbart uvist, hvad der er gået forud for, at grisetransporten er væltet.

Det står heller ikke umiddelbart klart, om transporten er væltet på privat grund eller offentlig vej.

Beredskabet har bedt om assistance fra Beredskabsstyrelsen.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra politiet.

/ritzau/