Bent Winther: Sådan står Mette Frederiksen efter pressemøde

Der var stort pres på statsminister Mette Frederiksen (S) forud for aftenens pressemøde. Men ifølge Berlingskes politiske kommentator er meget af presset væk.

Statsminister Mette Frederiksen, der onsdag aften klokken 20 holdt et knap to timer langt pressemøde, står klart stærkere nu end før.

Det mener Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.

Den seneste tid har der rejst sig en byge af spørgsmål om statsministerens håndtering af de automatisk slettede sms'er i minksagen. Det historisk store pres er af én bestemt grund delvist fjernet fra hendes skuldre. Det vender vi tilbage til.

På aftenens pressemøde forklarede Mette Frederiksen, at det var departementschef Barbara Bertelsen, der af hensyn til »informationssikkerheden« havde rådgivet Mette Frederiksen til at få opsat telefonen til automatisk sletning af sms'er efter 30 dage.

Den rådgivning havde Mette Frederiksen fulgt, men havde ikke selv personligt opsat telefonen.

Statsministeren forklarede desuden, at selve rådgivningen fandt sted senest i sommeren 2020, altså inden sagen om aflivning af alle mink begyndte at rulle i november 2020.

»Men pressemødet og hendes svar rejste også en række nye spørgsmål om Statsministeriets håndtering af sms'er. Og det er stadig tåget, hvornår selve den automatiske sletning blev iværksat, og hvordan telefonskift og så videre er blevet håndteret,« siger Bent Winther og tilføjer:

»Der vil også stadig blive boret i motiverne for anbefalingerne af at slette automatisk, i og med at andre ministre ikke har gjort det samme. Og det er fortsat underligt, at regeringen først nu forsøger at genskabe sms’erne,« lyder det fra Berlingskes politiske kommentator.

Løse ender

De løse ender handler desuden om, at Mette Frederiksen ikke svarer præcist på, hvornår opsætningen af telefonen fandt sted. Det hænger sammen med et andet uklart punkt, nemlig at Mette Frederiksen løbende har fået nye telefoner, og at indholdet på de gamle telefoner er slettet.

Statsministeren forklarede, at ministeriet ikke har et samlet overblik over alle de tidligere telefoner. Hun indrømmede, at manglen på overblik kunne vække undren og mistanke om urent trav, men forsikrede, at det ikke var tilfældet, og at hun håbede, at politiet ville lykkes med at gendanne de slettede sms'er.

»Statsministeriet beklager nu håndteringen af telefoner og beskeder og de manglende svar til granskningskommissionen. Og statsministeren gentager, at der er begået fejl. Og det vil oppositionen fortsat bore i,« siger Bent Winther og tilføjer:

»Men den mest alvorlige anklage – at Mette Frederiksen og Statsministeriet skulle have iværksat sletningen i forbindelse med beslutningen om aflivning af mink – bliver pure afvist.«

Statsministeren kunne heller ikke svare præcist på, hvilken konkret begivenhed der fik Barbera Bertelsen til at anbefale en automatisk sletning af sms'er i juni, når hun havde været ansat i Statsministeriet siden januar. Det spurgte flere journalister ind til. Mette Frederiksen svarede, at det handlede om informationssikkerhed.

Men ifølge Bent Winther har Frederiksen altså langt om længe svaret på nogle af de udestående spørgsmål og alvorlige anklager om at have obstrueret Minkkommissionens arbejde.

»På den måde har hun, indtil nye oplysninger måtte komme frem, fået afværget den værste storm, der var under opsejling,« siger han.

Den mest alvorlige anklage er blevet affejet

Sagen har ikke længere den topfarlige karakter som før, fordi regeringens støttepartier ifølge Winther nok vil være tilfredse med statsministerens forklaringer på aftenens pressemøde.

»Det værste pres på hende har været fra hendes støttepartier, som de seneste dage har krævet svar og forholdt sig meget kritisk til hele forløbet. Også internt har der været mange kontakter mellem partierne. Og de vil trods de nye spørgsmål, der rejser sig, formentlig være tilfredse med, at sagen ikke længere har den eksplosive karakter,« lyder det fra Bent Winther.

Statsministeren har tidligere – før aftenens pressemøde – svaret, at hun ikke havde »mulighed for at gå ind i så konkrete og tekniske spørgsmål«, når der blev spurgt til sletningen. Så fik tonen en anden klang. Spørgsmålene »vil selvfølgelig blive besvaret«, men der gik altså flere dage, før man indkaldte til pressemøde.

Hvorfor har det taget så lang tid?

»Statsministeren understregede det ekstraordinære i, at kommissionen har bedt om alle sms'erne. Og hun forberedte alle på, at de sms'er, der kommer frem, vil vise et hårdt og kontant sprog mellem embedsmænd og ministre. Jeg tror, at man i Statsministeriet er meget bekymrede for det billede, som sms'erne kommer til at tegne af kommunikationen.«