Behandlere hævder, at massage, samtaleterapi og akupunktur kan hjælpe barnløse: »Det er gået over gevind«

Fertilitetsbehandling er blevet en milliardbranche herhjemme, og i kølvandet på de etablerede læger kan man nu finde en voksende industri af alternative behandlere, som har slået sig op på tilbud om at behandle barnløshed med alt fra massage til yoga og laserterapi. En farlig tendens, mener eksperter.

En stigende antal alternative behandlere påstår, at de kan forbedre og øge ufrivilligt barnløses chancer for at blive forældre. En farlig tendens, mener eksperter. Henrik Kiær

På klinikken Sund Fertilitet på Islands Brygge i København henvender man sig til de håbefulde.

Barnløse kvinder og mænd tilbydes »dybdegående samtaleterapi«, der hævdes at kunne løsne op for spændinger og traumer, som »måske er med til at blokere for din graviditet«.