Onsdag eftermiddag skulle Østre Landsret i et første retsmøde tage stilling til, hvorvidt en sag, hvor beboere fra Mjølnerparken mener, at Indenrigs- og Boligministeriet har diskrimineret dem, skulle kører videre.
Beboerne mener, at det er en udviklingsplan, der er udarbejdet ud fra den såkaldte ghettolov fra 2018, som diskriminerer dem på baggrund af deres etnicitet – og de mener, at ministeriet har ansvaret.
Under retsmødet skulle parterne hver især fremlægge deres argumenter for retten, og her gjorde ministeriets advokat, Peter Bjering, det klart, at ministeriet ønsker sagen afvist.
Han mener ikke, at der er noget retligt forhold mellem beboerne, som er sagsøgerne, og ministeriet, og derfor kan der ikke være nogen sag.
»Salget af de to karreer beror på et ønske fra Bo-Vita, og det er ikke ministeriet, der har besluttet at lige præcis karré 2 og 3 skal sælges,« lyder det fra Peter Biering.
Han påpeger, at det er boligorganisationen Bo-Vita og Københavns Kommune, som har stået for at udarbejde planen.
Det er dermed et sagsanlæg mellem Bo-Vita, Københavns Kommune og sagsøgerne, da ministeriet ikke skal forsvare de to instansers beslutninger, siger advokaten.
Der falder en afgørelse, om hvorvidt sagen kan kører videre, den. 15 december.
/ritzau/



