Godmorgen kære læser og velkommen til dagens nyhedsoverblik.

På denne fredag kan du blandt andet læse om christianitter, der lever i en rå virkelighed, og myg, der hærger Danmark sent i sæsonen. 

Men vi starter lige her hos Berlingske i Pilestræde, nærmere bestemt i »Østergaards salon«. 

God læselyst! 

Jonatan Spang: »Det er problematisk, når man ikke ved, hvornår man gør noget ulovligt«

Den nye koranlov er for bred og uklar. Det betyder, at det er svært at vide, hvornår man gør noget ulovligt, lyder det fra satiriker og tv-vært Jonatan Spang i ugens udgave af Berlingskes podcast »Østergaards salon«. 

I sin karriere som komiker og satiriker har Jonathan Spang kastet med en bog, han kaldte for Koranen, og sat en brændende bibel på en plakat for en teaterforestilling. Ting, som han nu ikke ved, om er lovlige ifølge den nye koranlov. 

Han frygter desuden, at vi er på vej i en retning, hvor juraen bestemmer over kunsten.

Læs historien hos Berlingske her.

Nu begynder Borgen at lytte til København og Frederiksberg: »Jeg synes, man skal boykotte«

I København og på Frederiksberg vil de gerne i gang med at boykotte danske virksomheder, der stadig har aktiviteter i Rusland.

Men indtil videre kan de konstatere, at lovgivning forhindrer dem i at gøre det.

Derfor rækker de hænderne ud til Christiansborg for at få lovgivningen ændret, og de bliver nu grebet af de første politikere på Borgen.

Læs historien hos Berlingske her.

Netanyahu ville kendes som »Mr. Security«. Et af hans værktøjer var at styrke Hamas

Israels omstridte, men magtfulde premierminister, Benjamin Netanyahu, er kendt for at kunne sno sig ud af selv de mest umulige kriser. Alt sammen, fordi han har været garant for landets sikkerhed. 

Nu er det utænkelige sket, og kritikken brager løs: 

Skyldtes terrorangrebet i virkeligheden »Mr. Security«s politiske strategi, hvor han lod Hamas få magt?

Læs historien hos Berlingske her. 

Ny generation er udklækket: Man kan sagtens få 15 stik på en aften

Hvis du har fået flere myggestik på det seneste, er det ikke helt tilfældigt. Der er nemlig flere myg, end der plejer at være på denne tid af året.

Man kan sagtens få 10-15 stik på en aften, fortæller René Bødker fra Københavns Universitet, der til dagligt forsker i myg, til TV 2 Kosmopol.

»Der er faldet meget vand i august, og det betyder, at myggene tager chancen og skaber en ny generation,« forklarer han til TV 2 Kosmopol.

Ifølge hjemmesiden Myggetal.dk, som Københavns Universitet står bag, har der ikke været så mange myg i oktober siden 2017.

Læs historien her.

Beboere på Christiania oplever chikane fra banderne

En gruppe på Christiania indledte tilbage i august et historisk opgør med de kriminelle kræfter, der står bag salget i Pusher Street. Christianitterne spærrede gaden med containere og betonklodser.

Og det har ifølge Mette Prag, der er talsperson for fristaden, ført til gentagne konfrontationer mellem bandemedlemmer og christianitter, der lever med vold og trusler afledt af konflikten mellem den forbudte gadebande Loyal To Familia og rockergruppen Hells Angels.

»Vi føler os bange og magtesløse over for banderne og frygter, at det kan ende med flere voldelige konfrontationer. Når vi laver aktioner for at ændre forholdene i Pusher Street, bliver vi mødt af chikane og trusler om vold fra de kriminelle, som sætter sig imod fællesmødets beslutninger,« siger hun til Politiken.

Hun fortæller, at hun blandt andet kender til, at forretningsdrivende har fået smadret ruder i deres butikker i fristaden.

Læs historien her.

Det sker i dag

  • Tre dage i efterårsferien forventes at give trafikale udfordringer. Det gælder i dag fredag og specielt i morgen lørdag samt lørdag 21. oktober, der er den store hjemrejsedag.

  • Sport: Det danske herrelandshold i fodbold er samlet for at spille EM-kvalifikationskampe. I den forbindelse holder landstræner Kasper Hjulmand og to spillere pressemøde.

  • Politik: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) præsenterer regeringens handlingsplan for plantebaserede fødevarer. Transportminister Thomas Danielsen (V) vil sammen med biolog Morten D.D. Hansen lancere en ny insektmotorvej ved Aarhus. Klimarådet udgiver et vurderingsnotat, hvor det kommenterer det årlige klimaprogram.

  • Udland: FNs Sikkerhedsråd mødes for at diskutere konflikten mellem Israel og Hamas. Hvorvidt mødet skal være offentligt, er endnu ikke besluttet. USAs udenrigsminister ventes i dag at mødes med lederen af den palæstinensiske selvstyremyndighed, Mahmoud Abbas, i Jordans hovedstad, Amman.

Det var alt fra dagens overblik.

Tak, fordi du læste med.