Beboere blev evakueret under påsat brand i Herning

Retten i Herning skal afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle cirka 40-årig mand for brandstiftelse.

Politiet har anholdt en mand, der blev behandlet for mulig røgforgiftning efter en brand i Herning. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beboere i fem lejligheder i Herning måtte sent lørdag aften evakueres på grund af en påsat brand.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den ene af beboerne i ejendommen i Nørregade måtte indlægges på grund af mulig røgforgiftning.

Manden bevogtes af betjente på sygehuset.

Det skyldes, at politiet sigter ham for brandstiftelse og for at have bragt andres liv i fare, oplyser politiets vagtchef.

Manden, der er cirka 40 år, skal fremstilles for en dommer i grundlovsforhør senere søndag. Her vil en anklager bede om varetægtsfængsling.

Retsmødet vil finde sted, uanset om manden fysisk er i stand til at deltage eller ej, oplyser politiet.

Alarmen om branden lød klokken 23.11.

Under brandfolkenes forsøg på at få folk i sikkerhed måtte en af beboerne vækkes.

/ritzau/