Beboer i lejlighed omkommet i brand i Trige
En 60-årig mand meldes død efter en brand i en lejlighed i Trige onsdag morgen.
En 60-årig mand meldes død efter en brand i en lejlighed i Trige onsdag morgen.
En 60-årig mand er onsdag død i forbindelse med en brand i en lejlighed i Trige ved Aarhus, oplyser Østjyllands Politi på Politi Update.
Branden opstod i en lejlighed, hvor den 60-årige boede. De pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.
Brandvæsnet blev alarmeret tidligt onsdag morgen omkring klokken 06.20 og rykkede herefter ud til adressen Smedebroen i Trige nord for Aarhus.
Branden blev meldt slukket i løbet af formiddagen, og i første omgang lød det fra politiet, at det var for tidligt at berette, hvorvidt der var tilskadekomne.
I forbindelse med meldingen om dødsfaldet oplyser politiet, at ingen andre end den 60-årige umiddelbart er kommet til skade i forbindelse med branden.
Ifølge TV 2 Østjylland er branden opstået nær et butikscenter i Trige, og to genbrugsbutikker har ifølge mediet valgt at holde lukket på grund af gener fra branden, blandt andet røglugt.
Hos Østjyllands Politi lyder meldingen onsdag, at politiet vil arbejde på adressen og foretage tekniske brandundersøgelser. Endnu er årsagen til branden ikke klarlagt.
RITZAU