Rockerklubben Bandidos MC fortsætter kampen for sin ret til at eksistere som klub i Danmark.
Onsdag har Retten i Helsingør afgjort, at Bandidos MC Danmark opløses. Retten har samtidig blåstemplet et midlertidigt forbud mod klubben.
Dommen har Bandidos MC Danmark straks anket, og i en skriftlig udtalelse fra Bandidos Motorcycle Club Europe lyder det da også, at "kampen for retfærdighed, sandhed og fairness vil fortsætte".
- Bandidos MC Europe står samlet i støtte til vores danske brødre, mens de tager de næste juridiske skridt.
- Vi har tillid til, at de højere retsinstanser vil se ud over fordommene og forsvare de grundlæggende frihedsrettigheder, som bør beskytte enhver borger og forening i Europa, skriver klubben i en mail.
Selv om klubben er "dybt uenig i rettens beslutning", har den "fuld respekt for den juridiske proces og retten til at søge retfærdighed gennem de korrekte retslige kanaler", lyder det.
I Helsingør har byretten vurderet, at Bandidos - ved siden af et lovligt formål - også har et ulovligt formål.
Det skyldes blandt andet den kriminalitet, der er begået af klubbens medlemmer.
Rockerklubben er opløst efter Grundlovens paragraf 78, der tillader borgere at danne forening i ethvert lovligt øjemed.
Retten har også fundet, at Bandidos er én samlet forening. Det har, ud over hvorvidt Bandidos har et lovligt formål, været et centralt bevistema i sagen.
- De danske afdelinger af Bandidos MC fungerer som uafhængige, lovlydige foreninger under dansk lov, og de vil fortsætte med at forsvare deres ret til at eksistere og til frit at kunne danne forening. Værdier, som er fundamentale i ethvert demokratisk samfund, skriver Bandidos MC Europe efter dommen.
Det vides endnu ikke, hvornår ankesagen vil komme for retten.
Imens er det foreløbige forbud mod Bandidos fortsat gældende. Det blev nedlagt i maj 2024 og indebærer, at det er strafbart at mødes i Bandidos-regi og bære klubbens symboler.
/ritzau/
