En 45-årig mand, der af politiet anses som et højtplaceret medlem af en bandegruppering, er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om besiddelse af narkotika.

Det skriver anklagemyndigheden ved National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på X.

Baggrunden for, at en dommer valgte at fængsle manden frem til 22. oktober, er, at der er risiko for, at han vil påvirke efterforskningen af sagen.

Manden blev anholdt torsdag morgen.

Det skrev National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse udsendt torsdag formiddag.

Bandelederen er sigtet for at have været i besiddelse af 109 kilo hash, der blev smuglet fra Spanien til Danmark i november 2020.

Han er også sigtet for at have forsøgt at sælge et kilo kokain i december 2020.

Retten har nedlagt navneforbud for den sigtede.

Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere personen.

Politiet mistænker, at der i begge forhold er brugt en krypteret kommunikationstjeneste, og at det er foregået sammen med uidentificerede medgerningsmænd.

- Når vi bekæmper organiseret kriminalitet, er det helt centralt for os at gøre det på den mest effektive måde. Nogle personer påkalder sig mere end andre fokus og handling fra vores side, for ved at strafforfølge disse nøglepersoner, forstyrrer vi bandegrupperingens ulovlige aktiviteter, siger Henrik Andersen, der er politiinspektør i NSK i pressemeddelelsen.

- Det er det, vi har til hensigt med anholdelsen i dag.

I forbindelse med torsdagens anholdelsesaktionen har politiet gennemført ransagning for at sikre både fysiske og digitale spor, der skal bruges i den videre efterforskning.

/ritzau/