Babyalarm afslørede stjålet barnevogn med sovende barn
En mand er sigtet for frihedsberøvelse, efter at han fjernede en barnevogn og flyttede den 350 meter væk.

En mand er sigtet for frihedsberøvelse, efter at han fjernede en barnevogn og flyttede den 350 meter væk.

Københavns Politi har mandag anholdt en 37-årig litauisk statsborger for at have fjernet en barnevogn med et sovende barn på Ydre Østerbro.
Det oplyser politikredsen i en myndighedsmeddelelse på Politi Update mandag aften.
Lars-Ole Karlsen, der er politiinspektør i Københavns Politi, bekræfter hændelsen over for Ritzau.
Politiet modtog anmeldelsen lidt efter klokken 14.00 mandag eftermiddag. Ifølge politiinspektøren blev manden lokaliseret og anholdt kort tid senere.
Manden havde taget en barnevogn, der stod uden for en ejendom, og havde flyttet den omkring 350 meter væk fra stedet.
Ifølge politiet blev hændelsen opdaget, da en babyalarm gav et signal om, at den var kommet uden for rækkevidde.
Københavns Politi har igangsat en efterforskning, der blandt andet skal klarlægge forløbet og motivet bag.
- På baggrund af den foreløbige efterforskning er der ikke noget, der indikerer, at hensigten har været at skade barnet, skriver politiet i meddelelsen.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå nærmere ind i sagens detaljer.
Barnet er blevet genforenet med sin familie, skriver politiet.
Den 37-årige mand er blevet sigtet for frihedsberøvelse og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.
RITZAU