To mænd har i et år og to måneder været i centrum i en sag, hvor børn blev brugt til at arbejde med nedrivning af farlig asbest, og nu venter de på, at politiet og anklagemyndigheden skal blive færdige med sagen mod dem.
Og mændene må indstille sig på at skulle vente lidt endnu. For den juridiske behandling viser sig nu at trække længere ud end først antaget.
De blev i begyndelsen af året sigtet efter straffelovens alvorlige bestemmelse om menneskeudnyttelse, og frem til efteråret arbejdede efterforskere i Syd- og Sønderjyllands Politi på at tilvejebringe alle relevante detaljer om sagen.
I september meddelte politikredsen til Ritzau, at sagen var færdigefterforsket, og at det nu var op til anklagemyndigheden at tage stilling til, i hvilket omfang der skulle rejses tiltale. Helt færdige var efterforskerne dog ikke.
30. oktober udsendte politikredsen nemlig en pressemeddelelse om, at anklagemyndigheden havde givet politiet besked om at foretage yderligere efterforskning.
Samtidig oplyste chefanklager Liselotte Bøhm, at den supplerende efterforskning nu var afsluttet.
Men hos Syd- og Sønderjyllands Politi ville man ikke stå alene med vurderingen af, om der kunne rejses tiltale og i givet fald for hvad. Derfor ville man forelægge sagen for Statsadvokaten.
Den 30. oktober - det var en torsdag - lød meldingen, at det forventeligt ville ske allerede samme uge. Her skulle nøgleordet vise sig at være "forventeligt".
Den overordnede anklagemyndighed oplyser fredag til Ritzau, at sagen først blev modtaget hos Statsadvokaten i Viborg den 27. november, altså nøjagtig fire uger efter at pressemeddelelsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev udsendt.
- Vi forventede, at vi kunne forelægge sagen for Statsadvokaten i den pågældende uge, men grundet forskellige forhold var det desværre ikke muligt, lyder forklaringen fra advokaturchef Jesper Klyve i en skriftlig kommentar sendt til Ritzau.
Forsvarsadvokat Erbil Kaya repræsenterer en af de sigtede. Oplysningen om, at sagen først er blevet forelagt for Statsadvokaten i slutningen af november, er ny for ham.
- Det er i forvejen belastende for min klient at skulle vente på at få sagen afgjort. Og nu er ventetiden så blevet forlænget en måned mere, lyder det fra advokaten, som ikke har yderligere kommentarer til sagen.
De sigtede mænd stammer fra Odsherred Kommune, men den aktuelle sag drejer sig om asbestarbejde på en landejendom i Sønderborg.
Ud over paragraffen om menneskeudnyttelse er mændene sigtet for brud på arbejdsmiljøloven, og den ene er sigtet for trusler. De nægter sig skyldige.
/ritzau/