En europæisk arrestordre har båret frugt i en sag om et skyderi i Sønderborg, og en mistænkt er blevet bragt til Danmark.

Den 28-årige mand er ifølge en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi blevet anholdt i udlandet på baggrund af arrestordren. Torsdag blev han så udleveret til Danmark.

Her vil han blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg fredag klokken 10. I retsmødet vil en dommer skulle tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.

Han sigtes for drabsforsøg på en 22-årig mand, som 30. oktober blev ramt af skud i Store Rådhusgade i Sønderborg. Offeret blev indlagt på sygehuset og meldt uden for livsfare.

Politiet oplyser ikke, hvilket land den 28-årige er blevet anholdt i.

I forvejen sidder en 24-årig mand fra Sønderborg varetægtsfængslet i sagen. Han blev anholdt under et døgn efter drabsforsøget.

Politiet ønsker lukkethed i sagen. En anklager vil fredag bede dommeren om at lukke dørene ved grundlovsforhøret, så offentligheden ikke får indblik i sagens beviser og den 28-åriges eventuelle forklaring.

Ligeledes afviser Syd- og Sønderjyllands Politi at have yderligere oplysninger til pressen i sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.