Antallet af episoder med vold og trusler mod medarbejdere i landets fængsler faldt sidste år efter at være steget flere år i træk.

Det viser en opgørelse fra Justitsministeriet.

Der var sammenlagt 361 af den slags sager i 2025, som fordelte sig på 120 voldsepisoder og 241 episoder med trusler.

Til sammenligning lød det samlede antal på 452 i 2024, 406 i 2023 og 372 i 2022.

Skruer man tiden tilbage til 2017, som er det første år i ministeriets opgørelse, var der samlet 679 episoder.

Fængslerne har ifølge ministeriet arbejdet målrettet med at få nedbragt volden og truslerne de seneste ti år.

Det er blandt andet sket ved at fokusere på at efteruddanne personalet i at deeskalere situationer, ligesom man også har forsøgt at styrke konflikthåndteringen.

Justitsminister Nicolai Wammen (S) siger, at udviklingen er positiv, og ifølge ham viser det, at indsatsen virker.

- Over 350 episoder med vold og trusler på et år er dog stadig alt for mange, siger han i meddelelsen.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vores dygtige personale i fængsler og arresthuse ikke udsættes for overfald - derfor fortsætter arbejdet med at styrke sikkerheden.

Nogenlunde samme melding kommer fra Ina Eliasen, der er direktør for Danmarks Fængsler - tidligere Kriminalforsorgen.

Hun siger, at det skal være sikkert for de ansatte at gå på arbejde, og at der er nultolerance over for vold og trusler.

- Derfor er målet at få antallet af episoder endnu længere ned, siger hun i meddelelsen.

Fængselsforbundet ser ligeledes positivt på udviklingen.

Men formand Bo Yde Sørensen udtaler samtidig, at man med den nuværende bemandingskrise er nødt til at drive fængslerne på en måde, hvor der er mindre kontakt mellem den ansatte og den indsatte.

- I takt med en normalisering af bemandingen skal vi være meget opmærksomme på, at tidligere tiders statistik ikke vender tilbage, siger han.

/ritzau/