Antallet af indlagte falder fortsat, men ét tal overrasker – her er eksperternes dom over de nyeste tal

Smittespredningen med coronavirus ser ud til at være lav og følger fortsat en pæn kurve. Men det er ikke ubetinget gode nyheder. Det stiller nemlig store krav til danskernes påpasselighed, når landet genåbner.

Der er fortsat grund til optimisme, lyder det fra to eksperter, som har analyseret de nyeste officielle tal for antal bekræftede smittede, indlagte og døde med covid-19. Udviklingen følger nemlig en pæn kurve.

Antallet af døde er steget til 187, mens der igen i dag rapporteres om et fald i antallet af indlagte. Der er nu i alt 503 coronapatienter på de danske hospitaler. Heraf er 139 indlagt på intensivafdelinger, og ud af dem ligger 108 i respirator.