Fadøl, restaurantbesøg og venskabelige personlige mails.
Det er blandt emnerne, da Undersøgelseskommissionen om Skat torsdag stiller spørgsmål om udbytteskat til en central medarbejder i det danske skattevæsen.
Forholdet mellem de såkaldte reclaim-agenter og fagkonsulent Sven Jørgen Nielsen i udbyttekontoret optager kommissionen, der undersøger blandt andet skandalen om udbytteskat, hvor staten blev lænset for 12,7 milliarder kroner.
Agenterne arbejdede på vegne af en håndfuld finansfolk, heriblandt briten Sanjay Shah. De indsendte anmodninger om refusion af udbytteskat for enorme beløb.
For eksempel havde Sven Jørgen Nielsen et fint forhold til Camilo Vargas fra selskabet SynTax, som repræsenterede Sanjay Shah.
- Jeg kan godt huske Camilo. Han var en festlig fyr. Det var ham, der godt kunne lide fadøl, beretter den pensionerede fagkonsulent.
De mødtes henholdsvis i Helsingør og København, men det var rent privat, forsikrer Sven Jørgen Nielsen.
- Vi svingede meget godt sammen, siger han.
Formanden for kommissionen, landsdommer Michael Ellehauge, giver udtryk for undren:
Umiddelbart er der stor afstand fra, at en person indsender papirer til en dansk skattemyndighed, og til, at der drikkes øl sammen, mener han. Hvad skete der i processen?
- Der skete ikke så meget andet, end at vi talte godt sammen, det er svært at forklare, svarer Sven Jørgen Nielsen.
En anden agent fra selskabet Koi Associates var Alba Brown. Her var der to møder i København. Ved den ene lejlighed spiste hun med sagsbehandleren på restaurant Kronborg.
I en mail spurgte Nielsen kvinden om hendes næste besøg i København, og udspørgeren vil vide, om det var en flirt?
- Imellem os var der cirka 35 år, svarer Nielsen.
At han i en mail skrev, at hendes ansøgninger var kommet foran i køen, var bare "en joke".
På et tidspunkt under den fire timer lange afhøring bliver han spurgt, om det venskabelige forhold ikke gjorde ham inhabil som sagsbehandler?
- Nej, nej, nej, lyder svaret.
Mens Nielsen havde varm kontakt med reclaim-agenterne, kneb det i samme periode på en anden front.
I hvert fald ifølge kommissionens udspørger, der hæfter sig ved det, han kalder "en kontrast". En enhed i Skat, Særlig Kontrol, kontaktede Sven Jørgen Nielsen om mistænkelige forhold vedrørende udbytteskat, men henvendelserne var forgæves. Nielsen svarede ikke.
På mange spørgsmål i kommissionen svarer han, at "det kan jeg ikke huske".
Svaret er nej, da han til sidst spørges, om han i øvrigt har noget på hjerte om udbyttesagen.
Kommissionen undersøger også en række andre forhold end udbyttesagen. I alt har cirka 90 personer været afhørt. En beretning ventes i 2026.
/ritzau/