Annas far har været på barsel i tre måneder, men kan alle fædre bare gøre det?

Traditionel mødregruppe, ayurvedisk mødregruppe, efterfødselsyoga, efterfødselsdoula, crossfit for barslende mødre. Barsel er en mors verden i Danmark, hvor fædre tager langt mindre barsel end i vores nabolande. På tirsdag er det mændenes dag, men er det lige så nemt for far at få plads til at være forælder, som det er for mor?

Nicolai Kjær er i legestue med sin datter på Nørrebro i København. Her mødes han med andre fædre, der også er på barsel. Asger Ladefoged

Anna suser frem og tilbage i en rød babygynge, mens hun griner. Det må føles som at køre i karrusel, når hendes far skubber hende frem og tilbage.

Hun er til Fars Legestue på Nørrebro med sin far, Nicolai Kjær. Her mødes han med andre fædre til en uforpligtende form for fædregruppe, hvor børnene kan lege sammen, mens fædrene kan dele erfaringer over en kop kaffe. Det foregår i en gymnastiksal, hvor der er rullet måtter ud på gulvet. Snart balancerer flere og flere småbørn rundt, mens andre fascineres af en tamburin eller et rasleæg.