En dom i Østre Landsret om 16 rockeres voldelige overfald på en medarbejder i en hashbod på Christiania skal ikke blive det endelige punktum.
Det mener anklagemyndigheden, som nu forsøger at få tilladelse til, at sagen ekstraordinært bliver indbragt for Højesteret.
Det oplyser Rigsadvokaten i en mail til Ritzau.
De mange tiltalte har forbindelse til gruppen Comanches, men landsretten afviste i en dom 27. november at bruge den såkaldte bandeparagraf.
Derfor blev straffen stort set halveret i forhold til en tidligere afgørelse fra Københavns Byret.
Sagen drejer sig om en begivenhed 28. april 2023. Flere biler var kørt fra Comanches' klubhus i retning mod Christiania.
Planen var at gå løs på en medarbejder i den Hells Angels-styrede hashbod "Bedst og Billigst".
Han blev sparket adskillige gange, da han lå ned. Den brutale adfærd varede i cirka 30 sekunder.
Anklagemyndigheden mente, at straffen skulle skærpes markant i forhold til det normale niveau.
Det var nemlig - lød påstanden - et angreb, som var egnet til at fremkalde en konflikt med Hells Angels. Altså skulle den særlige bandeparagraf i straffeloven tages i brug.
Men sådan vurderede landsretten altså ikke situationen.
Ved domsafsigelsen lagde retsformanden vægt på bandeparagraffens ord om, at der skal være tale om en konflikt med brug af skydevåben.
Derfor blev de tiltalte frifundet for anklagemyndighedens påstand, og det blev heller ikke til noget med et opholdsforbud ved klubhuset for de tiltalte.
Om straffesagen skal videre til Højesteret, afgøres af Procesbevillingsnævnet.
I landets øverste domstol handler det ikke om, hvorvidt der er beviser for en forbrydelse eller ej. Opgaven er især at fortolke loven.
/ritzau/
