Anklagemyndigheden kræver mandag en 24-årig mand og en 23-årig kvinde idømt henholdsvis 12 og seks års fængsel for drab og medvirken til drab på deres lille dreng.

Ifølge anklageskriftet ruskede og klemte manden sin fire måneder gamle søn så voldsomt sidste år, at barnet døde af sine skader.

Moren til barnet kendte til volden, men stoppede den ikke, mener anklagemyndigheden.

Forældreparret nægter sig begge skyldige.

Mandag er sagen i Retten i Roskilde nået til proceduren, hvor anklager og forsvarer kommer med deres afsluttende bemærkninger.

Anklager Rune Rydik indleder sin procedure med at anerkende forældreskabets udfordringer.

- Der er få ting her i verden, der kan udfordre et menneske så meget som at blive forælder.

- Det er forældreskabets velsignelse, byrde og lod, lyder det fra anklageren.

I samme ombæring mener anklagemyndigheden, at den 24-årige mand handlede i afmagt og i affekt, når han ruskede barnet for at stoppe dets gråd.

- Han ville bare have gråden til at stoppe - uanset konsekvenserne for barnet, siger Rune Rydik.

Han mener, at den unge far udmærket vidste, at det var livsfarligt at ruske sit barn.

For så vidt angår moren til barnet, mener anklagemyndigheden fortsat, at hun kendte til volden mod sit barn.

- Hun har set det, hun har hørt det, og hun har ikke fået det stoppet, siger Rydik.

Han mener, at den unge mor ikke greb ind, eftersom farens rusken var en effektiv metode til at få barnet til at stoppe med at græde.

- Hun gjorde ingenting, fordi det også virkede for hende, lyder det.

Daniela Madsen, der er forsvarer for 24-årige mand, lægger i sine afsluttende bemærkninger vægt på, at den tiltalte var en ung og uerfaren far.

Tilmed peger hun på, at man ikke kan udelukke, at de blødninger, som barnet døde af, skyldes en underliggende sygdom, som forældrene ikke var opmærksomme på.

Den unge kvindes forsvarer, Erbil Kaya, peger også på, at der kan være sket noget under en af de operationer, som barnet fik, inden det afgik ved døden.

Han tilføjer, at de eneste beviser, der er mod den 23-årige kvinde, er hendes egen forklaring i grundlovsforhøret, hvor hun erkendte, at hun forsøgte at stoppe farens vold.

Den forklaring har hun siden ændret. Hun mener ikke længere at have set eller hørt noget.

Hvis ikke retten mener, at det unge forældrepar kan dømmes for drab og medvirken til samme, vil anklagemyndigheden i stedet have dem dømt for grov vold med døden til følge og medvirken.

I så fald skal straffen ifølge anklagemyndigheden være otte års fængsel til manden og to års fængsel til kvinden.

Dommen ventes afsagt mandag eftermiddag.

RITZAU