Anklager kræver ti års fængsel for drabsplaner i Pakistan
Ekskone og hendes forældre skulle efter anklagemyndighedens opfattelse slås ihjel på rejse - tiltalte nægter.
Ekskone og hendes forældre skulle efter anklagemyndighedens opfattelse slås ihjel på rejse - tiltalte nægter.
Står det til anklagemyndigheden, skal det koste en 38-årig maler og hans fire år ældre kammerat ti års fængsel og en livslang udvisning af Danmark, at de angiveligt planlagde at få malerens ekskone og hendes forældre dræbt.
Det er anklager Caroline Treschow fra Københavns Vestegns Politi, som fredag fremfører påstanden ved Retten i Glostrup.
Her har to mænd siden september siddet på anklagebænken tiltalt for at have planlagt et drabsattentat, som skulle have været fuldbyrdet i Pakistan i sommeren 2025.
Her foranstaltede maleren med hjælp fra sin kammerat, der er pakistansk statsborger, men blev familiesammenført til Danmark i 2013, at en gruppe bevæbnede mænd lå på lur uden for det hus, hvor ekskonen opholdt sig sammen med sin mor og parrets fælles søn.
Angiveligt skulle ekskonens far også have været med i Pakistan, men han var ikke med.
Maleren, der er britisk statsborger, men er født og opvokset i Danmark og har gået i skole i Københavns Nordvestkvarter og uddannet sig og arbejdet i hovedstadsområdet, havde nogle måneder inden rejsen til Pakistan fået at vide, at kvinden ville skilles.
Og han har i sagen indrømmet, at den gruppe personer, som lå på lur ved huset, skulle skræmme kvinden. Men ingen skulle slås ihjel.
Kvinden havde imidlertid en mistanke om, at der skulle ske hende noget. Maleren er tidligere dømt for at true kvinden på livet, og via en app, som hun havde installeret på hans telefon, kunne hun i smug aflytte ham.
På den måde fik hun kendskab til hans samtaler med kollegaen, hvor de angivelige drabsplaner blev lagt. Og derfor kom hun og familien aldrig til huset i Pakistan, hvor gerningsmændene lå på lur.
Men om det overhovedet er den rigtige fremstilling af sagen, er advokat Thomas Brædder ikke enig i. Han er forsvarer for den 38-årige maler, og Brædder hæfter sig ved, at der i sagen har været et vist besvær med at få oversat de lydoptagelser, der findes.
- Jeg har været 20 år i det her fag. Først ti år som anklager, og i ti år har jeg haft det her job. Jeg har aldrig før oplevet så meget tolkemæssig tvivl som i denne her sag. Tvivl om, hvad der er blevet sagt. Tvivl om, hvordan det skal oversættes. Tvivl om, hvad man har ment, lyder det fra Thomas Brædder.
Både foran hans klient og den anden tiltalte står en blå brikjuice med mangosmag.
Drikken hedder "Rubicon" og deler dermed navn med den flod, som Julius Cæsar krydsede med sine legioner, da han førte sin hær mod Rom og krydsede datidens grænse for, hvad der var tilladt.
Men hvor advokat Thomas Brædder medgiver, at der i den aktuelle sag både er krydset en grænse for, hvad der er tilladt, og hvad der er sympatisk, så er der ikke beviseligt krydset nogen grænse, der retfærdiggør en dom for drabsforsøg.
- Det her handler ikke om, at han ville slå nogen ihjel. Det her handler om, at han ville gøre noget. Chikanere nogen. Skræmme nogen. Og det er det, som beviserne i sagen også understøtter, lyder det fra advokaten.
På rettens storskærm viser Brædder et billede af retfærdighedens gudinde Justitia fra den romerske mytologi. Hun afbildes med bind for øjnene som et symbol på blindhed over for, hvem der sidder anklaget - alle er lige for loven.
Men det er vægten i hendes ene hånd, som ifølge Brædder er vigtig i denne sag. På billedet tipper vægten mod venstre.
- Det er et billede på uskyldsformodningen. Når man ser på den tiltalte, så skal man i udgangspunktet formode, at han er uskyldig, lyder det fra Brædder.
Advokaten mener desuden, at selv hvis retten måtte vælge at dømme for drabsforsøg, så er ti år skudt over målet - den rette straf vil ifølge ham være syv år, men hans påstand er frifindelse.
Fredag eftermiddag skal advokat Mohammed Perveez, der er forsvarer for den 42-årige tiltalte, procedere, inden sagen optages til dom.
Dommen afsiges efter planen fredag eftermiddag.
RITZAU