I en straffesag risikerer en tidligere direktør i et mindre pengeinstitut at blive idømt fængsel.

Han var ansvarlig for, at der ikke var tilstrækkeligt med stopklodser, som skulle hindre kunders hvidvask af kriminelle penge, hævder anklagemyndigheden.

I forsommeren tilstod en anden direktør i Københavns Andelskasse et stort svigt med hensyn til den lovpligtige kontrol.

- Det var én stor kaosfabrik, sagde han, inden han 8. maj blev idømt fire måneders betinget fængsel.

Men mandag nægter en anden direktør sig skyldig, da det er blevet hans tur i retssystemet.

Ifølge tiltalen overtrådte han loven fra 1. august 2017 og frem til 15. august det følgende år, da han blev bortvist.

Men det var slet ikke hans ansvar at føre kontrol med udenlandske kunder. Det var kollegaens, altså den allerede dømte, lyder det fra hans forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, i Københavns Byret.

Kun de indenlandske kunder havde han med at gøre, lyder en del af forsvaret.

To anklagere fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, præsenterer mandag formiddag sagen for en juridisk dommer og tre lægdommere.

- Sagen er ikke bagatelagtig på nogen måde, siger anklager Frederik Morild.

Hele 26 retsmøder er sat i byrettens kalender frem til juni næste år. 18 personer skal afgive forklaring. Den tiltalte udspørges 25. november.

Ifølge anklagen skal han straffes, fordi Københavns Andelskasse ikke førte tilstrækkelig kontrol af transaktioner med i alt 4,3 milliarder kroner fra seks udvalgte kunder.

Påstanden er, at han "på særlig grov eller omfattende forsætlig måde" var ansvarlig for den mangelfulde kontrol.

I andelskassens it-systemer har politiet i øvrigt fundet en opsigelse, som direktøren angiveligt skrev i marts 2018. Han kunne ikke længere "stå på mål for" den manglende overholdelse af lovgivningen, skrev han.

Blandt de seks kunder var britiske betalingsformidlere.

Om disse kunder gjorde sig skyldige i hvidvask eller hæleri, er politiet i gang med at efterforske. Det skyldes en anmeldelse fra Finansiel Stabilitet, som overtog den nødlidende andelskasse.

Mistanken er, at pengeinstituttet blev brugt i forbindelse med investeringsbedrageri mod hundredvis af personer rundt om i Europa, har en anklager tidligere oplyst.

Andelskassen vedtog i januar en bøde på 796 millioner kroner.

/ritzau/