Anklagemyndigheden går efter fire år og seks måneders fængsel til en 18-årig mand, der i Retten i Helsingør har erkendt sig skyldig i fire overfald på mænd, som han sammen med andre unge kom i kontakt med gennem datingappen Grindr.
En 16-årig dreng, der har erkendt, at han var med til to af overfaldene, bør ifølge anklagemyndigheden idømmes to års fængsel.
Det siger anklager ved anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi Isabelle Felsum torsdag formiddag i sin procedure i Retten i Helsingør.
- Det er en sjældent grov sag. Det er rystende, at det kan finde sted, siger anklageren, da hun indleder sin procedure.
- Det er nogle planlagte overfald, der er baseret helt eller delvist på de forurettedes seksuelle orientering, fortsætter hun.
De to unge har blandt andet erkendt sig skyldige i, at de sammen med en tredje person den 10. november sidste år oprettede en profil på Grindr, der især henvender sig til homoseksuelle.
På profilen udgav de sig for at være en 14-årig homoseksuel dreng og lokkede en mand i baghold.
Manden blev udsat for vold, frihedsberøvelse og røveri, da de unge fik ham til at udlevere dankort og koden til det, hvorefter de hævede penge på hans konto.
Dele af volden blev filmet af de unge.
Det er ifølge anklagemyndigheden en skærpende omstændighed, at en del af motivet bag overfaldet var de tiltaltes overbevisning om, at den forurettede var homoseksuel og pædofil.
I løbet af overfaldet 10. november blev offeret kaldt blandt andet "lille bøssekarl" og "pædofil".
De to mænd afgav forklaring i sagen torsdag i sidste uge, og her fortalte den ene, at han var blevet inspireret af videoer på det sociale medie TikTok til at begå overfaldene.
- Den bedste forklaring, vi har fået, er, at de kedede sig, og at de havde fundet inspiration på de sociale medier, siger anklageren i sin procedure.
En 18-årig mand tilstod i sommer sin rolle i sagen. Han agerede blandt andet lokkedue for de forurettede. Retten i Helsingør idømte ham tre år og seks måneders fængsel.
Torsdag eftermiddag vil de to unge mænds forsvarsadvokater komme med deres procedure og påstand om straf, inden der ventes at falde dom senere torsdag.
/ritzau/