Anholdelser i Danmark og Tyskland  – her er det vigtigste, du skal vide om opsigtsvækkende terrorsag

Tre personer er anholdt i Danmark i en stor anti-terroraktion. Samtidig er flere formodede Hamas-medlemmer anholdt i Tyskland. Berlingske har lavet overblik over det, vi ved – og det, vi mangler svar på.

Pressen var talstærkt til stede, da Politiet og PET en decembermorgen sidste år fortalt om den aktion, der netop havde fundet sted. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Opdateret klokken 20.30.

En omfattende politiaktion på tværs af landet har udspillet sig tidligere i dag. 

Tre personer er sigtet for terror, og de er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør. 

PET har oplyst, at anholdelserne sker efter en intensiv efterforskning, som PET har lavet i samarbejde med udenlandske samarbejdspartnere.

Samtidig er en række personer blevet anholdt i udlandet.

Politiets Efterretningstjeneste har afvist, at der er en »direkte« sammenhæng mellem anholdelserne i Danmark og anholdelserne af personer med Hamas-tilknytning i Tyskland og Holland.

Hvad ved vi om situationen i Danmark?

  • Tre personer er anholdt i Danmark, mens én person er anholdt i Holland.

  • De menes at være en del af et »netværk«, der ifølge politiets oplysninger er i gang med at forberede en terrorhandling.

  • Netværket har ifølge PET tråde til bandemiljøet og nærmere bestemt den forbudte bande Loyal to Familia. Det er uvist, hvordan netværket er relateret til banden.

  • Benjamin Netanyahus premierministerkontor hævder, at anholdelserne i Danmark har forbindelse til Hamas. 

  • Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil hverken be- eller afkræfte, at de anholdte i Danmark har forbindelse til Hamas, som Netanyahu påstår.

  • Politiet vil ikke sige noget om eventuelle mål, der er identificeret i sagen.

  • Politiet opfordrer dog til, at folk er opmærksomme på »jødiske lokaliteter«.

Hvad ved i om situationen i Holland og Tyskland?

  • De tyske myndigheder oplyser torsdag eftermiddag, at tre formodede Hamas-medlemmer er anholdt i Berlin. En fjerde person er anholdt i Holland. Denne person har ikke nogen relation til den danske sag.

  • Personerne skulle have planlagt angreb på jødiske institutioner i Europa.

  • Politiets Efterretningstjeneste har afvist, at der er en »direkte« sammenhæng mellem anholdelserne i Danmark og anholdelserne af personer med Hamas-tilknytning i Tyskland og Holland.

Hvad mangler vi svar på?

  • Politiet herhjemme vil ikke sige noget om eventuelle mål for den formodede terrorhandling

  • Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvilket motiv der menes at være i sagen.

  • Det kom heller ikke frem, hvor i Danmark anholdelserne præcis er foretaget.

  • Det er fortsat uklart, om Hamas er involveret i planlægningen af terror i Danmark. Justitsministeren vil hverken be- eller afkræfte udsagnet fra Netanyahus kontor. 

  • En forsker siger til Berlingske, at han ikke umiddelbart tror, at udsagnet fra Israels premierminister er sandt.