Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, blev på et pressemøde i går spurgt om rejser til Danmark, som nu har Nordens højeste incidenstal.
Det skriver svenske Expressen.
Spørgsmålet gik på, om det overhovedet er sikkert at rejse til Danmark, når smittetallene er så høje.
Skulle svenskerne tage turen over Øresund til København, skal de i hvert fald gøre sig nogle ting klart, lød det.
»Du er nødt til at tænke over det. Hvis du gør det, så skal du virkelig huske de råd, der er i Sverige om at holde afstand, ikke forsamle sig så mange og ikke have den tætte kontakt, der indebærer en risiko,« sagde Anders Tegnell.
Danmark og Sverige har haft markant forskellige forløb med restriktioner under coronakrisen, og det fik Tegnell til at gisne om udviklingen i Danmark.
»Årsagerne til udviklingen i Danmark må danskerne forklare. Men som jeg forstod den kommunikation, de havde fra begyndelsen, ville man åbne samfundet op relativt hurtigt, selvom man vidste, der var en vis risiko for, at smittespredningen ville stige,« sagde han:
»Hvert land foretager deres egne vurderinger, det har jeg ingen mening om. De (Danmark, red.) var meget mere lukket, end vi var fra starten. Jeg kan forstå, at de har behov for at åbne.«




