Anden mand er anholdt og fængslet efter Pokémon-røveri
Et yngre ægtepar blev i januar udsat for et hjemmerøveri. Politiet regner ikke med flere anholdelser.

Et yngre ægtepar blev i januar udsat for et hjemmerøveri. Politiet regner ikke med flere anholdelser.

En dommer ved Retten i Næstved har mandag varetægtsfængslet en svensk mand i en sag om et hjemmerøveri i Faxe Ladeplads.
Det skriver Sjællandske, efter at den 25-årige svenske mand har været i grundlovsforhør.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi skrev tidligt mandag eftermiddag i en pressemeddelelse, at den 25-årige var blevet udleveret fra Sverige.
- Der er tale om et særdeles groft hjemmerøveri begået mod et ægtepar, der blev opsøgt i deres egen bolig. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med de svenske myndigheder og med, at vores efterforskningsindsats nu har ført til de to sigtelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Kenneth Lund-Jensen i meddelelsen.
I forvejen er en anden svensk mand sigtet i sagen. Han blev anholdt og varetægtsfængslet i tiden efter røveriet i januar.
I pressemeddelelsen mandag lyder det, at man ikke forventer yderligere anholdelser i sagen.
Det er tidligere blevet beskrevet i medierne, at ofrene for røveriet var et yngre ægtepar, og at politiet mener, at røveren gik efter Pokémon-kort.
I sigtelsen mod den første mand fremgik det ifølge Sjællandske, at værdien af kortene anslås at være mindst 300.000 kroner.
Kortene er samlekort fra den japanske serie Pokémon. Der findes også Pokémon-computerspil, tv-serier og film.
RITZAU