Analyse: Selektiv nultolerance kan ødelægge Trine Bramsens kamp mod svindel og magtmisbrug

Det kan blive svært for forsvarsministeren at sende et overbevisende signal om nultolerance over for svindel og magtmisbrug, mens både forsvarschefen og departementschefen slipper for konsekvenser af at vende det blinde øje til netop svindel og magtmisbrug.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København mandag 22. juni 2020. Mads Claus Rasmussen

»Nej, jeg betragter ikke Forsvaret og mit ministerium som gennemsyret af råddenskab,« fortalte forsvarsminister Trine Bramsen ved et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg onsdag.

Her var hun indkaldt for at gøre rede for sit forhold til Forsvarets ledelse oven på et år med store problemsager på forsvarsområdet.