Førhen var livmoderhalskræft en af de mest udbredte kræfttyper herhjemme.

Men om 10 til 15 år kan den være tæt på udryddet i Danmark.

Sker det, vil det være første gang, at en kræfttype forsvinder. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

»Det er jo fuldstændigt enestående, at vi kan stå her i dag og sige, at vi kan udrydde en kræfttype inden for en relativt kort tidshorisont. I 1960erne var livmoderhalskræft den tredje hyppigste kræftform for kvinder – i dag er den nummer 13,« siger Janne Bigaard, der er overlæge og projektchef i Kræftens Bekæmpelse, i pressemeddelelsen.

Sådan når man målet

Janne Bigaard har med to andre kollegaer kigget på de tre forudsætninger, der skal bane vejen for at udrydde kræftformen:

  • Tilslutning til hpv-vaccinen.

  • Deltagelse i screening for livmoderhalskræft.

  • Opfølgning, når en kvinde har celleforandringer.

Og konklusionen er, at det går rigtig godt med at bekæmpe kræftsygdommen.

Snart nærmer man sig WHOs grænse for elimineringen af livmoderhalskræft. Grænsen er, at der skal være færre end fire tilfælde pr. 100.000 kvinder:

»Danmark kan være blandt de første lande i Europa, der eliminerer livmoderhalskræft. Hvis det skal lykkes, kræver det, at myndighederne holder øje med udviklingen og sætter ind, hvor tilslutningen til vaccination og screening er for lav. Vi ved eksempelvis, at der er sociale og etniske forskelle i, hvem der tager imod tilbuddene,« siger Janne Bigaard til Kræftens Bekæmpelse.

En »succeshistorie«

For at eliminere livmoderhalskræft kræver det en høj tilslutning til hpv-vaccinationen i børnevaccinationsprogrammet. Desuden skal så mange kvinder som muligt deltage i screening for livmoderhalskræft.

De nyeste tal viser, at der lige nu er en vaccinetilslutning på 89 procent for 12-årige drenge og piger. Det er ikke langt fra målet, som ligger på 90 procent.

Samtidig tager omkring 60 procent af kvinder i Danmark imod tilbuddet om screening. Målet er at nå op på 70 procent.

I dag får ti kvinder pr. 100.000 livmoderhalskræft. I perioden 2009 til 2011 var forekomsten 14 kvinder.

For kvinder under 30 år er der tre nye tilfælde pr. 100.000 kvinder om året. Det kunne Dagens Medicin fortælle tilbage i august.

»Indsatsen mod livmoderhalskræft i Danmark er en succeshistorie. I de sidste ti år har der været en meget positiv udvikling i forekomsten af livmoderhalskræft i Danmark, som tidligere var en sygdom, som i særdeleshed ramte danske kvinder,« fortalte Elsebeth Lynge, der er professor emerita i epidemiologi ved Københavns Universitet, til Dagens Medicin.