Københavns planer om den kommende ø, Lynetteholm, er et prestigeprojekt af kaliber. Fortræffelighederne kender ingen grænser, hvis man spurgte den nu forhenværende overborgmester i København Frank Jensen (S).
Helt andre toner spiller klaveret imidlertid hos Alternativet i København, der nu har indledt en indsamling under overskriften »Stop Lynetteholmen!«
»Danmarkshistoriens største boomerprojekt«, har partiet kaldt den stort opslåede ø, der i 2070 skal skabe job og boliger til i omegnen af 35.000 mennesker.
På den baggrund har Alternativet indledt en indsamling, der forsøger at nå op på 55.000 kroner til en oplysningskampagne, der skal gøre borgerne i København opmærksomme på de problemer, Alternativet ser ved projektet.
Alternativet: Det vil få store konsekvenser
Kim Hjerrild, der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget på Københavns Rådhus for Alternativet, er partiets finansordfører og ansvarlig for kampagnen. Han siger:
»Det er for at gøre opmærksom på, at der er noget på vej, som den almindelige københavner bør interessere sig for.«
Kampagnen skal ifølge planen pryde busser i København i tre uger for at »råbe politikere og borgere op«. I skrivende stund har indsamlingen nået godt 7.800 kroner ud af de påtænkte 55.000 kroner.
»Lynetteholmen er et kæmpestort projekt, som et flertal i Københavns Kommune har aftalt med den daværende regering. Det består af en masse dele, der tilsammen minimum kommer til at koste 72 milliarder kroner. Det er der ikke ret mange, der ved endnu,« siger Kim Hjerrild:
»Vi tager fat i, at der skal fyldes over 80 millioner ton jord i Øresund ud for Refshaleøen. Det fører til 720 daglige lastvognskørsler med diesellastbiler, som vi i princippet kunne undvære.«
Gør I jer forhåbninger om, at Lynetteholm kan stoppes med denne kampagne?
»Ja. Jeg er overbevist om, at når offentligheden for alvor forstår, at det er en by på størrelse med Hillerød, man prøver at putte ned i Øresund, så er det et kæmpe indgreb, hvor vi ikke har fuldt overblik over miljøkonsekvenserne. Det er også en mangedobling af By og Havn-modellen, hvor vi bruger en masse penge, som vi håber at kunne få igen, når vi skal sælge byggegrunde og byggeretter,« siger Kim Hjerrild.
»En rigtig lortesag«
Lynetteholm blev præsenteret i 2018 af daværende overborgmester Frank Jensen (S) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Sidenhen er der kommet flere oplysninger, revisioner og udvidelser af planen for den kunstige ø. I august 2019 blev øens placering flyttet 250 meter længere mod øst ud i Øresund af hensyn til den kunstige ø Trekroner og havmiljøet omkring denne.
Sagen er for den nuværende regering ifølge Kim Hjerrild ikke prangende.
»Det er en rigtig lortesag for regeringen, for den vil rigtig gerne tale Provinsdanmarks sag og gøre op med københavneriet og monopoliseringen af vækst og arbejdspladser, og så laver man det her projekt,« siger han.
Hvorfor en indsamling i stedet for at gribe til jeres egne midler?
»Vi er et lille og fattigt parti, og samtidig synes vi også, at den her crowdfunding-tilgang er relevant. Vi er jo ikke sikre på, at vi når i mål med det, men selve det at række ud og få mobiliseret folk giver også noget opmærksomhed.«
Tror du, at I når i mål?
»Ja, det tror jeg faktisk. Her til morges var det oppe på 7.000 til 8.000 kroner. Det går lidt langsomt lige nu, det er rigtigt, men tak for interessen.«