Alle coronatilfælde skulle gentjekkes, men der er opstået en flaskehals

Flaskehalsproblemer gør, at antallet af gensekventeringer af positive coronaprøver endnu ikke er sat kraftigt i vejret. Sekventeringerne skal give svar på udbredelsen af cluster 5 og mulige andre mutationer, som bliver afgørende for det videre forløb af minksagen.

Antallet af genundersøgelser – sekventeringer – af positive coronaprøver skal sættes voldsomt i vejret for at finde eventuelle mutationer, der kan blive en trussel for vacciner og folkesundheden. Jim Young/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er stadig ikke fundet spor af den frygtede cluster 5-mutation i de genundersøgelser, der er udført, efter at regeringen har taget skridt til at aflive millioner af mink og lukke store dele af Nordjylland ned for at bekæmpe den og andre potentielt skadelige mutationer.

Men der er også kun udført få hundrede undersøgelser de seneste dage, og der kommer til at gå nogen tid, før kapaciteten er udbygget, så der kan udføres tusindvis af såkaldte gensekventeringer på positive coronaprøver, som skal give svar på, hvor udbredt cluster 5 og andre minkmutationer er i Danmark.