Forfatter og tidligere politimand Martin Q. Magnussen fortæller i bogen »Den sidste forbrydelse«, der udkommer fredag på forlaget Grønningen 1, historien om den formentlig sidste nulevende danske SS-soldat.

Ifølge dokumenter fra arkiver i ind- og udland var den i dag 95-årige mand tilstede i landsbyen Feldbach, da flere hundrede jøder blev mishandlet og slået hjel i 1945. Nu efterforskes han af politiet for sin rolle i krigsforbrydelserne.

Læs her et uddrag af bogen:

»Sagen er måske et af de bedste eksempler på krigens mange sider og skæbner, og forbrydelsen i Graz kan næsten koges ned til denne ene mands fortælling. Den nu 95-årige mand er opvokset i Aarhus og mistede sin far, da han kun var fem år gammel.

I 1940 meldte han sig ind i National Socialistisk Ungdom i Aarhus, efter at han havde talt med den SS-frivillige Arne Moesgaard Leth, der i slutningen af 1944 faldt på Østfronten.

Iført sorte ridestøvler, spidsbenklæder, sort skjorte med røde kravespejle og sort skråhue med sølvkokarde og hvid kvast deltog manden i flere møder, eksercits og idræt i forbindelse med NSU’s mange møder i byen.

Han steg hurtigt i graderne og blev til sidst storhirdfører i Aarhus. Her fik han ansvaret for at opdrage de unge medlemmer i alderen ti-fjorten år og havde dermed mulighed for at påvirke helt unge børn med sine radikaliserede holdninger.

Han havde ad flere omgange været på studieture til Wien og havde også opholdt sig i WE-lejren Westerwald i Tyskland.

I marts 1943 besluttede han at melde sig frivilligt til Frikorps Danmark. Da han endnu ikke var fyldt 18 år, krævede indmeldelsen dog forældrenes samtykke, hvilket hans mor nægtede.

Først et år senere, i februar 1944, lykkedes det ham at blive optaget i Waffen-SS, og efter en togtur på tre dage ankom han til forskolen i Sennheim, hvor uddannelsen begyndte. Han var forinden afrejsen blevet forlovet i Danmark.

Under uddannelsen fik han orlov på 14 dage til Danmark, hvor han ud over at besøge sin mor og forlovede deltog i en vens bryllup. Til brylluppet var han iført sin SS-uniform, da brudgommen også var SS-frivillig og selv blev gift i denne uniform.

Efter orloven i juni blev han sammen med resten af sit kompagni sendt fra Sennheim til Graz i Østrig.

Her fortsatte uddannelsen i yderligere to måneder, hvorefter han blev sendt til Hammerstein i Polen, hvor I bataljon under Regiment Danmark var under genopstilling, efter at bataljonen stort set var blevet udslettet i februar 1944.

Efter tre måneder var det blevet tid til at blive indsat på fronten, men i stedet for at blive sendt til Regiment Danmark, der befandt sig i Kurland, blev I bataljon sendt i retning mod Warszawa, hvor det for alvor brændte på for tyskerne.

Kort efter ankomsten til fronten blev han 4. december ramt af et geværskud, der gik gennem halsen og skulderen, og han måtte trækkes væk fra fronten.

Efter et kort lazaretophold blev han sendt til erstatningsbataljonen i Feldbach ved Graz, hvor han blev indrulleret i et sygekompagni. På det tidspunkt befandt der sig 3.000 jøder i Feldbach, hvor langt de fleste boede op ad SS-lejren i byen.

I samme periode udbrød der sygdom blandt jøderne, og mellem 200-300 jøder blev i den periode slået ihjel af SS-personalet i lejren, hvor han opholdt sig.

Ifølge hans egen forklaring til politiet dengang gik han blot i Feldbach og passede sig selv, indtil han i begyndelsen af februar 1945 fik bevilliget 14 dages orlov til Danmark.

Midt i februar vendte han tilbage til erstatningsbataljonen, og selv om han stadig var erklæret for utjenstdygtig på grund af såret i halsen, blev han enten i slutningen af marts eller i april sendt til Stettin for at tilgå de kæmpende tropper i Regiment Danmark. Her opholdt han sig indtil kapitulationen, hvor han gik i amerikansk fangenskab.

Han stiftede første gang bekendtskab med dansk politi i en tysk interneringslejr kort efter kapitulationen. Her blev der foretaget den indledende korte afhøring af ham, hvorefter han blev sendt til Danmark for retsforfølgelse.

Københavns Politi tog i forbindelse med efterforskningen kontakt til den sigtedes mor i Aarhus, der bekræftede de oplysninger, der var givet under de mange afhøringer efter sønnens tilfangetagelse.

Hun havde under krigen modtaget flere breve fra ham, men de var alle blevet brændt. Hun kunne bekræfte orloven i februar 1945 og tilføjede, at hendes søn stadig var såret på dette tidspunkt.

Hun kunne også huske, at det sidste brev, hun modtog fra ham, kom fra Graz. Denne oplysning kunne den sigtedes bror også bekræfte, da han blev afhørt af politiet i Kolding. Afrejsetidspunktet fra Graz eller Feldbach må dermed må have været meget sent i krigen.

Selv om det brændte på alle steder i det tyske rige, sendte man stadigvæk som udgangspunkt ikke sårede soldater i kamp.

Ud fra familiens oplysninger til politiet kunne noget også tyde på, at han efter orloven blev overflyttet til hovedlejren i Graz. Broderen gav desuden politiet en tragisk oplysning:

På befrielsesdagen i Danmark havde hans brors forlovede begået selvmord ved at skyde sig gennem hovedet med en pistol, som den unge SS-mand havde foræret hende. Pigens mor begik selvmord fem dage efter.

Årsagen til selvmordene skulle ifølge broderen nok findes i frygten for, hvad der skulle ske efter kapitulationen – pigen kom af en meget fin familie i Nordsjælland, og de to unge havde mødt hinanden gennem deres fælles interesse for nationalsocialismen.

Selvmorderne blev senere bekræftet af politiet i Hørsholm, og det viste sig, at pistolen, pigen havde skudt sig med, var skaffet via en bekendt i Shellhuset i København.

Den unge SS-mand havde først hørt om sin forlovedes død ved hjemkomsten til Danmark i december 1945 og oplyste, at det aldrig havde været hensigten, at hun skulle begå selvmord med pistolen – han havde skaffet den, så hun kunne forsvare sig.

Som afrunding på historien om den nulevende SS-frivillige og som en meget udtryksfuld afrunding på hele fortællingen om Graz, så findes der til sidst i straffesagen mod ham et feltpostbrev.

Brevet, der var afsendt fra Graz 2. august 1944, var ikke skrevet af ham selv, men af NSU-vennen Kurt Pedersen. Af kuvertens bagside fremgår det, at de på daværende tidspunkt gjorde tjeneste i Graz Wetzelsdorf i 3. kompagni.

Brevet var til Untersturmführer Poul Weidlich, hvis bror efterfølgende blev et mangeårigt bestyrelsesmedlem i veteranforeningen Sammenslutningen, og hvis dokumenter blev stjålet i forbindelse med tyveriet fra Rigsarkivet.

Grunden til, at brevet var vedlagt straffesagen mod den unge SS-frivillige, var, at han var nævnt i det. Det fremgik, at den nulevende SS-mand var god ven med Poul Weidlich, og at Weidlich havde sendt flere breve til ham, mens han opholdt sig i Graz. Brevet rummer en del informationer om hverdagen i Graz, om holdningen til de russiske styrker og jøderne, hvordan de boede, og hvilke kompagnier de enkelte soldater tilhørte:

“[Den nulevende SS-mand] og jeg bor på samme stue, Kaj Borup ovre på den anden side af gaden og ‘Stoffer’ i 5 kompagni.”

Længere nede i brevet blev der skrevet en del om NSU og forholdene hjemme i Danmark, og i slutningen er der nogle få linjer, der tydeligt viser den radikalisering og forråelse, der prægede de unge frivillige.

De fire NSU’ere i Graz glædede sig nemlig til at komme tilbage til Danmark for at få styr på tingene, “men først skal røde og jødesvin ha’ på tæven, og de tæv de skal have skal være så hårde, at det aldrig rejser sig mere”.

Kort tid efter afsendelsen af brevet gav blandt andre flere danskere på kasernen i Graz en gruppe “jødesvin” på tæven, så over 100-150 af dem aldrig rejste sig igen, men endte på bunden af et bombekrater: afklædte, gennembankede og mishandlede, før deres liv sluttede for kuglerne fra SS-frivilliges våben.

De samme “jødesvin” blev også i stort antal mishandlet og dræbt i Feldbach, hvor den nulevende danske SS-frivillige opholdt sig i februar, da der udbrød tyfus i lejren, eller da der i marts efter et allieret luftangreb på jernbanestationen blev dræbt 27 jøder med nakkeskud af ukendte SS-mænd.«