Allan Merrild er ham, der åbner den mistænkelige kuffert, ingen tør røre ved
Valgkampen er i gang. Og vi kommer til at tale om både ulighed og pension. Flat agers er det nye modeord for de midaldrende: Det handler om at starte på noget nyt. Og så gælder det om at holde hovedet koldt i Allan Merrilds job. Her er dit weekendoverblik.
Mennesker bekymrer sig alt for meget, konstaterer Allan Merrild – her klædt på til jobbet. Foto: Frederik Kongsgaard
Vi kommer ikke udenom, at vi skal til folketingsvalg tirsdag den 24. marts. Heller ikke i weekendoverblikket.
Alle valgkampe er forskellige. Det særlige denne gang er, at de store temaer – Trump, Grønland, oprustning og klima – formentlig ikke kommer til at fylde ret meget. Men det er der andet, der gør.
Politisk kommentator Bent Winther har kigget nærmere på valgets temaer. Og han har fundet syv – og et par mulige bomber.
Ulighed og formuer bliver et af de store temaer. Allerede ved valgets udskrivelse torsdag spillede Mette Frederiksen ud med et forslag om en formueskat. Den skal ifølge statsministeren mindske uligheden, men har allerede vakt stor debat.
De konservatives Mona Juul var hurtigt i gang med valgkampen – her på Højbro Plads. Foto: Frederik Kongsgaard
Vi kommer også til at tale rigtig meget om pension og tilbagetrækning. Hvilke temaer, Bent Winther ellers peger på i sin analyse, kan du læse mere om her.
Og du kan selvfølgelig løbende følge valgkampen på Berlingske.dk.
Han er vant til at holde hovedet koldt
Allan Merrild forstår godt, at folk ryster på hovedet, når han fortæller om sit job. Men selv glæder han sig til at møde på arbejde hver eneste dag.
Og jobbet? Allan Merrild er ammunitionsrydder – eller bomberydder, som det hedder i folkemunde.
Allan Merrilds job kræver både en særlig ro, mental styrke og viden. Foto: Frederik Kongsgaard
Begår han en fejl, risikerer han bogstavelig talt, at det hele sprænger i luften.
Selv er han fuldkommen ubekymret af sind, som han siger.
»De fleste mænd synes jo, det er vildt spændende … De fleste kvinder kigger over på min kone og tænker: Hvordan fanden kan du leve med det?«
Jeg må indrømme, at begrebet »flat agers« var nyt for mig.
Men jeg blev klogere efter at have læst journalist Pernille Dreyers interview med sociolog og forfatter Emilia Van Hauen.
»Flat agers« er ifølge artiklen et opgør med forestillingen om det at være midaldrende som et forvarsel om hjemmefutter, kryds og tværs til langt op ad formiddagen og almindelig afvikling.
At være flat ager handler om at tilgå livet med nysgerrighed og en sult efter mere, fortæller Emilia van Hauen. Foto: Frederik Kongsgaard
Emilia Van Hauen fylder 60 i år, og efter hendes mening er det netop på dette stadie, at livet er mest rigt på muligheder.
»Den bedste beskrivelse af en »flat ager« er i virkeligheden, at man lever livet på en måde, vi normalt vil koble til ungdommen. Man starter noget nyt, tager en ny uddannelse, skifter job, rejser ud i verden, indgår i et nyt forhold, køber en ny bolig,« siger hun.
Tirsdag var det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine. 1.461 døgn med krig.
Hver eneste af de 1.461 dage har i gennemsnit budt på 50 luftalarmer over landet, og hver eneste varsler nye bølger af russiske droner og missiler.
Hvis krigen stoppede i morgen, ville der være fem millioner krigsveteraner og nære familiemedlemmer til veteraner, lyder officielle estimater.
Jegor Babenko optræder i dag i podcasts og på de sociale medier. Han arbejder som psykoterapeut på et sundhedscenter for veteraner Foto: Asger Ladefoged
En af dem er Jegor Babenko.
Han ofrede sig selv, men han vil ikke kaldes en helt.
Under et angreb blev han alvorligt såret. Fingrene på begge hænder var så forbrændte, at de måtte amputeres.
Ansigt og hals var voldsomt forbrændt, og under behandlingen måtte han lægges i kunstig koma.