Aktivist vil forsøge Højesteret efter landsretten idømte dagbøder
Miljøaktivist hævder at have handlet i nødværge for at beskytte natur og forsøger at få sin sag i Højesteret.

Miljøaktivist hævder at have handlet i nødværge for at beskytte natur og forsøger at få sin sag i Højesteret.

I byretten slap hun for straf, men landsretten så med andre øjne på sagen og idømte mandag klima- og miljøaktivist Ida Nicolaisen ti dagbøder af 1800 kroner.
Hun blev blandt andet dømt for sammen med andre aktivister at have sat sig op ad et hegn på Amager Fælled.
Det var en protest mod, at et område skulle ryddes og træer fældes til fordel for nybyggeri.
Folkene på pladsen kunne dermed ikke fjerne hegnet, og hun nægtede at flytte sig, da politiet bad om det.
Den næste dag nægtede hun at forlade Københavns Rådhus efter et møde med daværende teknik- og miljøborgmester Line Barfoed (EL) om fredede arter på Amager Fælled.
Selv om hun ved begge episoder gjorde noget ulovligt, slap hun i Københavns Byret for straf med henvisning til en bestemmelse i straffeloven om nødret.
Byretten lagde vægt på, at Ida Nicolaisen forsøgte at sikre et EU-retligt beskyttet levested for blandt andet den store vandsalamander.
Men landsretten vurderer, at der ikke var en konkret og aktuel fare for vandsalamandre, hvis et træ blev fældet.
Derfor kunne Ida Nicolaisen efter landsrettens vurdering ikke påberåbe sig nødret.
Det sidste punktum i sagen er dog ikke sat endnu.
Klima- og miljøaktivisten vil sammen med sin advokat søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen prøvet i Højesteret.
- Jeg holder fast i, at jeg har gjort det rigtige i et land, hvor vi har så utroligt lidt natur tilbage.
- Vi står i en galopperende biodiversitetskrise, og i den situation bør vi beskytte den smule vild natur, vi har tilbage, siger Ida Nicolaisen.
Hun erkender, at hun med sine handlinger har gjort noget ulovligt, men hævder, at det tjente en større sag.
- Jeg sætter mig på fredelig vis op ad et hegn. Der er ikke nogen, der kommer til skade. Jeg gør noget kriminelt, men jeg gør det for at forhindre en endnu større skade - nemlig et natur- og klimakollaps, siger hun.
Selv hvis Højesteret skulle ende med at stadfæste afgørelsen fra landsretten, har kampen ikke været forgæves, mener Ida Nicolaisen.
- Uanset om de (Højesteret, red.) dømmer, at jeg skal straffes eller ej, så er det vigtigt at få sagen på dagsordenen og få folk til at debattere og tage stilling. Så jeg er glad for at have taget den her kamp, siger hun.
RITZAU