Ahmed Samsam tiltalt for billigelse af terror: »De kan smage deres egen medicin«
Ifølge Ahmed Samsams forsvarsadvokat, Erbil Kaya, er tiltalen sket på baggrund af et Facebook-opslag

Ifølge Ahmed Samsams forsvarsadvokat, Erbil Kaya, er tiltalen sket på baggrund af et Facebook-opslag

Den terrordømte Ahmed Samsam er blevet tiltalt for billigelse af terror.
Det skriver Ekstra Bladet onsdag på baggrund af at have fået aktindsigt i et anklageskrift fra Sydøstjyllands Politi.
Over for Berlingske bekræfter Ahmed Samsams forsvarsadvokat, Erbil Kaya, at Ahmed Samsam er tiltalt efter straffelovens bestemmelser om terrorbilligelse paragraf 136, stk. 2, der handler om offentligt at billige eksempelvis terrorhandlinger.
Ifølge Erbil Kaya er Ahmed Samsam tiltalt på baggrund af et opslag på sin Facebook-profil, der blev publiceret efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år.
»Det var et opslag, der blev lagt op på hans Facebook-side, hvor han skriver, at 'de kan smage deres egen medicin' og så videre,« siger Erbil Kaya, der dog ikke vil uddybe opslagets indhold:
»Det er et længere opslag, man skal have foran sig.«
Ekstra Bladet gengiver en passage fra opslaget, som fremgår i anklageskriftet:
»Nok er nok endelig er bordet vendt mod terrorstaten Israel. Det de har gjort i 80 år af drab, tortur, fængsling, overtagelse og besættelse af byer og uddrivelse af palæstinensere fra deres hjem og deres byer. Endelig har de fået lidt smag af egen medicin efter utallige drab på civile og journalister i 80 år. I dag er bordet vendt af de palæstinensiske frihedskæmpere som kæmper for deres eget land, frihed og fjernelse af apartheid og besættelsen.«
Erbil Kaya oplyser dog til Berlingske, at opslaget var »en del længere end det«. Ligeledes oplyser han, at Ahmed Samsam nægter sig skyldig i tiltalen.
Ifølge Ekstra Bladet fremgår det af anklageskriftet, at Ahmed Samsam sad fængslet i Enner Mark Fængsel ved Horsens, mens opslaget blev skrevet. Derfor havde han ikke selv adgang til sin Facebook-profil, men ringede til et familiemedlem, som han aftalte med, hvad der skulle offentliggøres på Ahmed Samsams Facebook-profil.
Mandag tog Østre Landsret for første gang stilling til en lignende sag om terrorbilligelse. Her fik influenceren Ahmad Elchaabi skærpet den fængselsstraf, han blev idømt i byretten, fra fire måneders betinget fængsel til seks måneders ubetinget fængsel.
Berlingske forsøger at få en kommentar fra Ahmed Samsam, men han er ikke vendt tilbage.