En ældre mand omkom sidste år, da han fik sin arm i klemme i en togdør på Østerport Station, hvorefter toget satte i gang, og han endte med at blive kørt over.

Onsdag har Havarikommissionen udgivet en rapport om dødsulykken.

Rapporten fastslår, at de "opstillede barrierer, der skulle imødegå ulykker af denne art, synes ikke at være tilstrækkelige."

Derfor anbefaler Havarikommissionen, at Trafikstyrelsen sikrer, at DSB risikovurderer faren ved, at et tog afgår, mens en passager er klemt fast i en dør.

Der skal sikres "effektive barrierer og en acceptabel risiko", lyder det.

Den fatale ulykke fandt sted om eftermiddagen 27. december 2024 på spor 4 på Østerport Station i København, hvor toget skulle køre klokken 15.41.

Dørene var ved at lukke, da den ældre mand forsøgte at stige om bord og stak sin venstre underarm ind mellem de lukkende døre.

Mandens underarm fyldte mindre, end hvad dørenes klemsikring var bygget til at kunne registrere. Derfor lukkede døren helt i, og togets hovedcomputer opfattede døren som lukket.

Togføreren var overbevist om, at manden var trådt et skridt tilbage fra toget og stod og forsøgte at åbne døren med trykknappen ved siden af døren.

Derfor satte togføreren toget i gang.

Et vidne forsøgte at hjælpe den ældre mand fri, men den ældre mand snublede, da toget kom op i hastighed. Han faldt ned mellem perron og tog og blev kørt over.

Dagen efter døde han af sine kvæstelser.

Ifølge Havarikommissions rapport har DSB efter ulykken påbegyndt et arbejde med en kampagne med fokus på afgangsprocedure.

/ritzau/